Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Økonomi

Flere penge til lån hos Vækstfonden

Med et nyt skud kapital fra Europa-Kommissionen kan Vækstfonden nu hjælpe endnu flere SMV’er, og modebranchen er ingen undtagelse, fortæller kommunikationschef Peter Bruun.
Med et nyt skud kapital fra Europa-Kommissionen kan Vækstfonden nu hjælpe endnu flere SMV’er, og modebranchen er ingen undtagelse, fortæller kommunikationschef Peter Bruun.

Tidligere på måneden fortalte Statens Vækstfond, at der er 360 mio. kr. på vej til den pulje, hvor danske SMV’er kan låne penge eller få hjælp til et banklån i form af kaution, for at øge væksten i deres forretning. Pengene kommer fra Europa-Kommissionens vækstplan ’Junckerplanen’, som er et europæisk tiltag, der skal være med til at sikre og støtte SMV’ers finansiering og iværksætterprojekter for at fremme vækst, bæredygtighed og konkurrenceevne internationalt.

Kommunikationschef hos Vækstfonden Peter Bruun fortæller, at det er mindst lige så relevant for modebranchen, som alle andre brancher at søge lån hos fonden.

”Vi finansierer virksomheder i alle brancher og over hele landet, så modebranchen er meget velkomne. Vi lægger stor vægt på, at virksomhederne har en sund økonomi, en solid forretningsplan og en dygtig ledelse, der kan føre planen ud i livet.”

Udlån til endnu flere
Selvom de 360 mio. kr. kun er en lille bid af den samlede europæiske pengepulje, så er det stadig en sum, der kommer til at have betydning for danske SMV’er. I alt forventer Vækstfonden at kunne medfinansiere op mod 1000 virksomheder i 2016 – det er cirka 200 flere end sidste år.

”Virksomheder kan bruge en Vækstkaution, hvis de ikke kan stille tilstrækkelig med sikkerheder til at få et lån i banken på normale vilkår. Med en kaution fra os i ryggen får virksomhederne lettere ved at få et lån, da vi kan afdække op til 75 pct. af bankens risiko. Vores kautioner kan dække alle typer af finansiering på op til 2 mio. kr. Har man brug for større beløb, har vi mulighed for at yde et såkaldt Vækstlån,” forklarer Peter Bruun og fortæller, at langt de fleste virksomheder, som søger om Vækstkaution, får godkendt deres ansøgninger.

LÆS OGSÅ: “Sådan støtter Vækstfonden din vækst”

Der er to måder at få lånfinansiering fra Vækstfonden: Man kan via sin bank få en Vækstkaution – her kommer banken med selve lånet, og Vækstfonden kautionerer. Man kan også få et Vækstlån – her kommer Vækstfonden med et lån direkte til virksomheden og samarbejder med banken om at få den samlede finansiering til at falde på plads.

Man kan altid henvende sig til en af Vækstfondens afdelinger i Randers, Vojens og København. Desuden afholder Vækstfonden også informationsmøder i hele landet, hvor man kan få indblik, hvordan man kan søge lån eller kaution, eller få råd med på vejen af en af fondens kunderådgivere, fortæller Peter Bruun.

Du kan læse mere om informationsmøderne, og hvor i landet de afholdes her: www.påvejmedvækst.dk. Ligeledes kan du læse om virksomheder, Vækstfonden har hjulpet på vej her: www.vf.dk.