2015 endte med en omsætning på næsten € 3 mia., og Zalando forventer at øge indeværende års omsætning med yderligere 20-25 procent.

”Vores markedsposition har aldrig været stærkere, og vi ser flere muligheder end nogensinde før,” siger administrerende direktør Rubin Ritter i forbindelse med offentliggørelsen af onlinegigantens regnskab.

Det har især været Zalandos fokus på konstant at varetage de gode kundeoplevelser, der har drevet væksten i det forgangne år. Der blev i 2015 lanceret nye og optimerede måder at sikre nem og hurtig levering samt returnering af varer, for at garantere kundetilfredshed.

Ligeledes var 2015 året hvor Zalando satte stærkt ind på tech-området – videreudvikling af shopping-apps har ifølge Zalando sikret en fordobling af downloads – fra 7 mio. i 2014 til 16 mio. i 2015. Dertil kommer de over 1000 medarbejdere som Zalando ansatte i forrige regnskabsår i deres nye tech-afdelinger i Dublin og Helsinki – og endnu flere kontorer er under opsejling, lyder det fra Zalando.

Desuden kommer Zalando til at forsætte med at satse stærk på at inkludere deres forbrugere – de holder forbrugershows under modeugerne i flere storbyer – heriblandt København og Stockholm – og til sommer genåbner de Bread & Butter i Berlin, ikke som en handelsmesse, men som en forbrugermesse.

LÆS OGSÅ: “Bread & Butter vender tilbage”