Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Kalender

Stor brillemesse i København i denne uge

Copenhagen Specs slår dørene op i den kommende weekend. Her kan det give god mening for de danske modebutikker at kigge forbi, fortæller messens direktør.
Copenhagen Specs slår dørene op i den kommende weekend. Her kan det give god mening for de danske modebutikker at kigge forbi, fortæller messens direktør.

Siden 2014 har Morten Gammelmark stået i spidsen for den danske brillemesse, der hvert år finder sted i Lokomotivværkstedet i Københavns Sydhavn. Det er en B2B-messe, hvor optikere fra hele Skandinavien samt en stor del af Europa kommer, og køber ind til deres butikker.

79 udstillere og over 150 brands er repræsenteret på weekendens messe. Her er rig mulighed for at opleve de nyeste trends og materialer inden for briller.

”Det er den største uafhængige messe i Skandinavien, der ikke er bundet op på en optikerforening. Mit ønske med messen er, at det skal være et mødested for folk i branchen, der ønsker at se, hvad der rører sig inden for brillemoden og blive inspireret. Det er jo en væsentlig spiller på markedet for accessories,” siger Morten Gammelmark.

De fleste brillemærker bliver solgt hos optikere, men flere og flere brands kigger efter de rigtige modebutikker at være repræsenteret i, fortæller Morten Gammelmark.

”Danmark er et af de dygtigste lande, når det kommer til brilledesigns og nye materialer, hvor blandt andet LINDBERG, Ørgreen, FLEYE, BELLINGER HOUSE og Kilsgaard skiller sig ud. Det handler jo om at se hvad der sker, og holde sig opdateret på udviklingen – det gælder også modebutikkerne,” pointerer han.

Copenhagen Specs har åbent fra kl. 9 – 18 lørdag den 5. marts og fra kl. 10 – 17 søndag den 6. marts. Det er gratis for virksomheder og indkøbere at komme ind.

Adressen er:
Lokomotivværkstedet
Otto Busses Vej 5A
Bygning OBV037
DK – 2450 Copenhagen SV

Læs meget mere om udstillere, praktisk info og registrering her.