Sport er det nye sort
Engang hørte løbetights, yogabukser og sports bh’en til i fitnesscentre – nu er det comme il faut at have sportstøj på, hvor end du går – også selv om du ikke har trænet.”Det lader til at Paris har forelsket sig i ideen om sport (jeg siger ’ide’ fordi jeg ser hverken flere fitnesscentrer eller flere folk der motionerer, men alle ligner, nogen der gør) @colette og @mercishopparis har begge nye afdelinger med chickt sportswear, som det ville være en skam at svede i.”
Sådan kommenterede street-style fotografen Scott Schuman aka The Sartorialist for et par uger siden på sin Instagram, og det opsummerer egentlig meget godt indbegrebet af Athleisure-tendensen – du lever måske, måske ikke, den aktive livsstil, som dit tøj afspejler. Trenden begyndte allerede for flere sæsoner siden, men den fortsætter sin sejrsgang hos både high street brands, såvel som hos luksusmærkerne.
En tendens der er kommet for at blive
Markedet for activewear boomer. Den amerikanske storbank Morgan Stanley, anbefaler deres kunder at holde sine investeringer i activewear-verdenen tæt til kroppen et stykke tid endnu, for der er intet, der tyder på at væksten stilner af. Morgan Stanley forudsiger, at markedet for activewear vil være vokset yderligere med over 550 mia. kr. ( $83 billioner) i 2020. En prognose, som tegner til at holde stik, hvis forbrugernes vaner fortsætter som nu. Seneste undersøgelse fra den britiske research-virksomhed Verdict Retail viser, at over halvdelen af de briter, der shoppede i 2015, købte activewear.
Klædt på til det gode liv
Athleisure-trenden adskiller sig fra almindeligt sportstøj og almindeligt modetøj, ved at udviske grænserne imellem de to, og der er flere parametre, som bidrager til tendensens succes; En travl hverdag – hvor det moderne menneske ofte har mange forskellige hatte på – kræver omstillingsparathed, ikke blot af hjernen, men også af garderoben. Det skal være muligt at tage direkte fra fitnesscenteret til en kaffeaftale, uden at bekymre sig om, hvad man har på. Ligeledes spejler tendensen sig i den sunde livsstils- og helsebølge der har grebet det meste af den vestlige verden, og Athleisure-wear passer perfekt ind i tanken om det gode liv, hvor man har tid og overskud til at passe på sig selv – og klæder sig derefter.
Alle vil være Athleisure
Adidas var en af de første på markedet til at udfordre det traditionelle sportstøjs udseende med deres samarbejde med Stella McCartney. Selv om de er et regulært sportsbrands, så så de et hul i markedet, hvor man kunne kombinere sportswear med high fashion elementer – prints og andre farver end sort – men stadig med sportstøjets funktionalitet.
Siden har tendensen udviklet sig, og adskillige high-street og high-end mærker har taget elementer af trenden til sig. Mærker som Vero Moda, H&M, Saint Tropez, for blot at nævne nogle få, har tilføjet sportslinjer til deres eksisterende porteføljer. Også online har activewear grebet så godt fat at eksempelvis Mr. Porter har tilføjet sektionen ’Sport’, ligesom storesøster Net-a-Porter har introduceret Net-a-Sporter. Senest åbnede Donatella Versace denne januars Haute Couture modeuge i Paris med en kollektion kaldet ’Athlectic Couture’,
Herhjemme meldte CIFF ud kort før modeugens start, at de havde tilføjet et nyt messeområde kun dedikeret til brands, der lagde sig i kategorierne Activewear, Sportswear og Athleisure, og at det er noget messen i fremtiden vil udvikle mere på.