I Grøn Hal plads G048 på Revolver-messen kan man de næste tre dage møde en spændt og forventningsfuld Kasper Eis. Han har siddet i flere store direktørstole, hos DM&T, hos LEGO Wear, hos Bang & Olufsen, men besluttede for et par år siden at trække stikket, og starte sit eget. Det blev en rejse udi bæredygtighed, økologi og velgørenhed – og mærket A Man of Value – AMOV. Fashion Forum fangede Kasper Eis, lige inden det for alvor går løs, til en snak om at være at være en smule på udebane, salgsstrategier og om hvordan dialog er vejen frem for AMOV.

Hvordan går det med at blive klar til messe? 

Vi har omsider fundet de helt rette danske leverandører, der leverer fantastisk kvalitet til tiden. Så den sidste måned har været ren optur. I løbet af januar har vi arbejdet med en dygtig fotograf, der har været med til at give brandet det helt rette udtryk. Det har medført positiv reaktion fra både butikker og presse. Og, så har vi på fire salgsmøder inden messen solgt til 3 kunder. Det har været gode generalprøver, hvor vi dog også har lært en del – og har brugt det til at tilpasse konceptet inden messen.

Men det har været en noget anderledes opvarmning til messen, end jeg plejer. Da jeg var direktør for LEGO Wear havde jeg jo dygtige medarbejdere i salg og marketing, der tog sig af det hele. Jeg havde dengang en meget mere løs rolle på messen. Denne gang har jeg strøget tøj hele weekenden – og været i SuperBest i dag for at købe økologiske kiks og frugt til messestanden. Hvis folk skulle møde mig på gangen med et rulle-tøjstativ må de også hellere flytte sig lidt, for jeg har ikke helt styr på det endnu.

Hvordan kommer dine dage til at se ud?

Det er første gang jeg indtager rollen som sælger på en messe, så jeg ved ikke helt, hvad jeg skal forvente. Vi har aftaler med 20 potentielle kunder – og 3 medier på messen. Så de fleste dage bliver forhåbentligt tætpakket med planlagte besøg, tilfældige visits og bare generelt en god dialog.

Er der noget der kan gå galt? 

Jeg kunne være lidt bekymret for placeringen på Revolver. Vi har så yderlig en placering, at jeg længe overvejede at medbringe små præmier til dem, der fandt vores stand. Men jeg synes, at planerne fra Maibom & Carlsen ser spændende ud. Der er en langt bedre sammenhæng mellem hallerne end sidst. Forhåbentligt sikres der et godt flow gennem messehallerne, så gæsterne også kommer helt ned i bunden af grøn hal. Det håber og tror vi på.

Hvad er det vigtigste her på din første messe? 

Vi vil gerne i dialog med en masse potentielle kunder, som kan være relevante for AMOV. Vi skal have fortalt hvad, der gør os unikke i branchen. Vores koncept er nyt – og indebærer både økologi, bæredygtighed, velgørenhed og genbrug af tøj – og det kræver dialog. Førsteprioriteten er dermed relationer og branding. Men, når det er sagt, så er salg selvfølgelig også vigtigt. Vi håber at kunne komme meget tæt på salg til nogen af vores ønskekunder, samt nye spændende emner, som vi måske ikke engang vidste eksisterede.

Hvis alt går efter planen, hvordan er messen så forløbet, når du pakker sammen i weekenden?

Ønskescenariet er den rette kombination af kortsigtet salg, langsigtede relationer i forhold til salg, positive og beskrivende pressehistorier og nye bekendtskaber af enhver art.