Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Økonomi

Udsalg: Ond cirkel eller effektivt værktøj?

Der er flere grunde til, at detailbutikker bør være forsigtige med udsalg. Alligevel er det et af branchens foretrukne værktøjer, når det kommer til hurtigt at realisere lagervarer og frigive likviditet, lyder det fra direktør i Ganni, Nicolaj Reffstrup.
Der er flere grunde til, at detailbutikker bør være forsigtige med udsalg. Alligevel er det et af branchens foretrukne værktøjer, når det kommer til hurtigt at realisere lagervarer og frigive likviditet, lyder det fra direktør i Ganni, Nicolaj Reffstrup.

Mistillid fra kunder – til både butik såvel som brand – og mistet indtjening er nogle af de risici, som man bør tage med i sine overvejelser, når man skal beslutte sig for, hvordan man forholder sig til udsalg. Fashion Forum har talt med direktør for Ganni, Nicolaj Reffstrup, om hvilke ulemper, der er ved udsalget, som vi kender det i dag.

”Alle butiksdrivende ønsker vel i princippet at undgå udsalg, hvis det er muligt. Udsalg rammer dækningsbidraget og skader brand equity fordi det i sagens natur ikke er særlig eksklusivt. Derfor deltager vi kun i udsalg i det omfang, vi ikke kan undgå det, ligesom vi ikke har holdt lagersalg i flere år,” siger han, og forklarer, at Ganni af samme årsag heller ikke deltog i Black Friday – et valg der hverken havde indflydelse på virksomhedens julesalg og heller ikke tegner til at påvirke januarudsalget.

LÆS OGSÅ: “KOM OG KØB: UDSALG – VEN ELLER FJENDE?”

Udsalg er et effektivt værktøj

Til gengæld har Ganni oplevet negative, økonomiske konsekvenser ved ikke at starte udsalg i januar på samme tidspunkt som andre.

”Vi har før startet udsalget op senere som en service til vores kunder, men måtte erkende, at vi tabte omsætning på det, som vi ikke kunne indhente igen. Så nu følger vi stormagasinerne og dermed størstedelen af branchen,” siger Reffstrup.

Han påpeger, at hyppige udsalg risikerer at skabe mistillid hos forbrugeren og dermed fange butiksdrivende i en negativ spiral, hvor manglende omsætning udløser nye udsalg. Det sætter den typiske butiksdrivende, der i forvejen skal løbe hurtigt, under endnu større pres for at levere en profitabel forretning. Og Nicolaj Reffstrup har svært ved at se, hvordan tendensen skal vendes. ”Reducerede priser i den ene eller anden form er et af mange værktøjer, retailers kan anvende til at øge omsætningen og frigøre likviditet. Det er super effektivt og som sådan, forventer jeg ikke færre udsalg i den nærmeste fremtid,” siger han til Fashion Forum.

HVORDAN FORHOLDER JERES VIRKSOMHED PROBLEMATIKKEN OMKRING UDSALG? VI HØRER GERNE FRA JER PÅ INFO@FASHIONFORUM.DK