Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Bæredygtighed, Indland

De nyeste bæredygtige materialer på Northmodern

Når messen Northmodern løber af stablen den 13 -15 januar i Bellacentret, kan du komme forbi DAFI's stand og høre mere om bæredygtige materialer.
Når messen Northmodern løber af stablen den 13 -15 januar i Bellacentret, kan du komme forbi DAFI's stand og høre mere om bæredygtige materialer.

I denne uge (13.-15. januar) afholdes tredje udgave af messen Northmodern, hvor designere indenfor møbler, mode og livsstilsbranchen kan lægge vejen forbi og blive inspireret til materialer og leverandører. Northmodern er en international designplatform med ambition om at sætte København på landkortet som den førende messedestination for møbler og livsstilsbrands. Messen afholdes i Bella Centret.

Bæredygtigt materialebibliotek

På messen deltager Danish Fashion Institute med materialebiblioteket The Fabric Source. The Fabric Source er et fælles initiativ ledet af Danish Fashion Institute under Nordic Initiative, Clean og Etisk (NICE). Formålet med projektet er at skabe et bæredygtigt materialebibliotek og fremme flere produkter og produktionsmetoder med mindre negativ indvirkning på miljøet. Der vil være god mulighed for at dykke ned i et bredt sortiment af de nyeste bæredygtige materialer, der inkluderer alt fra fiskeskind, norsk uld, økologisk bomuld og recycled polyester. Her vil være masser af stof- og farveprøver, blandt andet fra leverandører som Monocel, Le Souk, SeidentraumITVJ, Orimpex, Atlantic Leather og Lenzing.

LÆS OGSÅ: “Messen Northmodern samler modetøj og møbler”

The Fabric Source repræsenteres på messen af Suzi Christoffersen, der har stor erfaring med bæredygtige materialer og  fiberstrategier i modebranchen. “De besøgende kan se frem til at kigge forbi standen. Jeg synes, vi har nogle rigtig spændende materialer med. Der er f.eks. fiskeskind, som er et ret fantastisk produkt fra Island. Det er et affaldsprodukt fra fiskeindustrien og i produktionsprocessen gør de brug af grøn energi fra vandkraftværker og varme fra de varme kilder, som findes overalt i Island. Samtidig har vi en ny dansk designer, Stine Linnemann, med, som laver nogle helt fantastiske håndlavede metervarer af genbrugsdenim og flettet læder. Jeg er utroligt fascineret over, hvad hun kan få ud af diverse kasserede materialer.”

Hvis du ikke har mulighed for at besøge Northmodern, har du, som altid, mulighed for at besøge materialebiblioteket online på Fashionsource.dk eller offline hos Danish Fashion Instiute på Frederiksholm Kanal 30.