På designerens sygesikringsbevis står der Benedikte Utzon. Men det må der ikke længere stå i nakken af de kollektioner, hun skaber. Det har Sø- og Handelsretten denne uge slået fast, erfarer Fashion Forum.

Da hun i 2012 gik konkurs med sin designvirksomhed i eget navn, blev varemærket Benedikte Utzon nemlig solgt til Topbrands-koncernen, selvom Benedikte Utzon – personen altså – blev tilbudt at købe det for 20.000 kr.

Købte ikke navnet tilbage

På sin åbne Facebook-profil forklarer hun omstændighederne sådan her:

”I 2012 gik jeg konkurs med mit firma. Privat stod jeg i et opbrud. Det er jo ingen hemmelighed, så jeg stod sådan set alene uden noget og med en lille pige på 5 år i hånden og var ikke i stand til at give 20.000 kr. for mit navn […] Derfor købte en anden mand det. Det lever han af. Har også købt bl.a. Rützou. Siden da har jeg kæmpet mig op igen, men samtidig har han kørt sag imod mig, da han mener, at jeg har krænket hans navn: Benedikte Utzon!! Det har han så fået medhold i…”

Skal betale sagens omkostninger

Designerens produkter må ikke længere hedde ”Designer Benedikte Utzon”, ”Designed by Benedikte Utzon” eller ”Designet af Benedikte Utzon”, og videre skal Benedikte Utzon selv betale sagens omkostninger på 65.000 kr. samt 125.000 kr. til Topbrands.

”Jeg er vildt ked af det, helt nede i mit hjerte. Samtidig er jeg også vred. Det er meget grænseoverskridende, og jeg føler, det er et overgreb på mig. Det, jeg har arbejdet for i 30 år, er der nu nogen, der har taget fra mig, uden jeg kan gøre noget som helst,” siger Benedikte Utzon til DR Nyheder og tilføjer:

”Jeg synes ikke, det kan være rimeligt, og jeg har en stor uretfærdighedsfølelse på mine vegne og andres vegne, der har bygget noget stort op om sig selv.”

Anker ikke

Til BT siger Benedikte Utzon, at hun sandsynligvis ikke kommer til at anke sagen:

”Jeg er dødfrustreret over, at jeg formentlig ikke kommer til at anke sagen. Sagen burde jo ende i højesteret. Problemet er bare, at det minimum koster 500.000 kr., og jeg skal skaffe pengene inden for en uge,” fortæller Benedikte Utzon, som i øvrigt afslutter sin Facebook-statusopdatering sådan her:

”Bare jeg var von and…”