Bestsellers årsresultat skuffer – direktøren lover handling
Forretningen er skåret til gennem hele året, men det ændrer ikke på, at Bestsellers bundlinje skuffer – også internt.Med et årsresultat, der falder fra 1,7 mia. kr. i fjor til en rund milliard, er Bestsellers direktør Anders Holch Povlsen langt fra tilfreds. Regnskabet landede i slutningen af sidste uge, og direktøren giver resultatet for 2014/2015 følgende forklarende ord med på vejen:
”Vi har ikke været dygtige nok til at styre vores indkøb, lige som vores detaildrift i flere markeder ikke har været rentabel. Vores omkostningsniveau er for højt, og det gælder såvel personaleomkostningerne som øvrige driftsomkostninger,” lyder det fra direktør Anders Holch Povlsen i en pressemeddelelse fra Bestseller.
Også omsætningen svigter
Regnskabsåret viste en omsætning på 21,8 mia. kr. mod 20,1 mia. kr. året før, mens resultat før skat altså faldt med hele 700 millioner. Anders Holch Povlsen understregede allerede i sidste uge, at der nu vil blive sat fokus på at reducere omkostningerne – og at det også vil betyde fyringer.
Ifølge Børsen er antallet af medarbejdere i Bestseller dog uændret til trods for, at afskedigelserne allerede har fundet sted. Staben tæller således stadig omtrent 15.000 medarbejdere i alt.
På kontorerne, der blandt andet ligger i Brande, København og Aarhus samt i de af butikkerne, som Bestseller selv ejer, er antallet af job kun faldet med omkring 50 stillinger, hvilket betyder, at koncernen nu tæller cirka 3.050 ansatte. Det skyldes, at der samtidig er søsat nye tiltag, som kræver nyt personale, herunder egen webhandel, IT og flere andre initiativer, lyder det i Børsen.
Effektiviseringsprocessen ’Fit for Fight’ fortsætter
Danmarks absolut største modekoncern satte ellers allerede i begyndelsen af 2015 fokus på virksomhedsoptimering med det interne effektiviseringstiltag ’Fit for Fight’, og disse processer fortsætter:
”’Fit for Fight’ skal effektivisere vores drift og organisation samt gøre tingene mere enkle, så vi får vendt udviklingen og igen kan fremvise resultater, som vi kan være tilfredse med,” lyder det i meddelelsen om effektiviseringstiltaget.
Mens direktøren ikke går ind i de konkrete detaljer, understreger han, at organisationen allerede har klippet hæle og hakket tæer flere steder året igennem.
”Vi skal vende hver en sten og kigge på vores aftaler og omkostninger. Vi har i flere sammenhænge ikke været dygtige nok, og vi har i kampens hede nogle gange glemt de sunde holdninger og værdier, vi er kendt for,” siger han.
Bestsellers egenkapital havner på 10,6 mia. kr., mens Anders Holch Povlsen forventer et resultat på 2 mia. kr. i det netop påbegyndte regnskabsår.