Hos Fiveunits har man ansat en ny chefdesigner, nemlig Nadja Friis, som tidligere har arbejdet hos Chloé. Med sit skarpe blik for detaljer og en passion for upåklageligt håndværk vil Nadja bidrage til Fiveunits’ ambition om at designe funktionelt og dekorativt tøj. Derudover vil hun tilføje erfaring til deres internationale profil

Nadja Friis er uddannet fra KADK i 2013 og har gennem sit uddannelsesforløb været i praktik hos både Alexander McQueen, Peter Pilotto i London og senere ved H&M i Stokholm. Det har blandt andet medført en bred viden om den kommercielle designproces.

LÆS OGSÅ: “Tommy Hilfiger headhunter dansker”

Derudover har hun arbejdet som designer for Whiite i København, hvor hun var ansvarlig for den daglige designproces. Administrerende direktør og grundlægger af Fiveunits Carit Løvdal udtrykker stor begejstring for sin nye designchef.

“Vi er glade for at byde Najda Friis velkommen i teamet, og vi ser frem til at arbejde sammen med hende og se hende udvikle sit fremragende potentiale med Fiveunits,” siger han i en pressemeddelelse.

I sidste måned udtalte den tidligere chefdesigner for Fiveunits Camilla Dam til Fashion Forum, at hun havde fået tilbudt en designstilling hos Tommy Hilfiger ved PVH i Amsterdam. Der forventes hun at påbegynde den 1. januar 2016.