Den 1. november fyldte Danish Fashion Institute 10 år. Det blev i fredags fejret med et brag af en fest på Langelinie Pavillonen i København. Ud over en bred skare af folk fra modebranchen var også flere politikere til stede.

Designer og grundlægger Mads Nørgaard var begejstret for DAFIs jubilæumsfest, og mener at det tegner lovende for fremtiden.

“Jeg synes, det var en helt vildt sjov fest og mega fedt fremmøde. Både fra kolleger i branchen men også med udenrigsministeren, kulturministeren og rektor fra Designskolen Kolding. Her i byen har vi gode kolleger, og det er sjovt at se dem feste og have det sjovt sammen. Det var et meget generøst arrangement med fri bar, tre etager, tre dansegulve og gratis garderobe. Jeg er meget begejstret, vildt sjovt og god natmad. Det lovede godt for fremtiden,” siger Mads Nørgaard til Fashion Forum.

LÆS OGSÅ: “Se stemningsbillederne fra Danish Fashion Institutes 10 års jubilæumsfest”

Også Jacob Kampp Berliner, der er medejer af Soulland og bestyrelsesmedlem hos Danish Fashion Institute, havde rosende ord om at samle modebranchen til jubilæumsfest.

“DAFIs 10 års jubilæumsfest var en fantastisk aften og manifestation af det netværk og mål, som de har opnået igennem de sidste 10 års enorme indsats. Det var fantastisk at se modebranchen samlet og samtidigt med fremmøde fra flere prominente politikere,” skriver Jacob Kampp Berliner til Fashion Forum.

LÆS OGSÅ: “Læs Eva Kruses tale fra DAFI’s 10 års fødselsdagsfest”

Aftenens første tale blev fremført af Margrethe Vestager, der mener, at Danish Fashion Institute har taget et ansvar og lært os noget, som vi ikke kunne før.

“Når vi fejrer Danish Fashion Institute, godt nok i nye rammer, og med stadigt flere samarbejdspartnere og i et stadigt stærkere netværk om 10 år, så har Danmark sat global dagsorden, når det kommer til bæredygtighed mode og til at tage ansvar for den relation mellem mennesker, som bliver skabt, når vi står der og vælger, hvad det er, vi vil sige til de mennesker, vi skal møde den dag. Og det, som Danish Fashion Institute har sagt i alle årene, det er ‘kom, vær med. Vi vil gerne hjælpe. Vi vil gerne være dem, der giver faciliteterne, til at vi sammen kan sætte en dagsorden, der ændrer verden fuldstændigt på samme måde, som alle der har valgt at gøre noget andet end det store flertal gennem alle de tusindvis af år, hvor mode har eksisteret.’ Så hjerteligt, hjerteligt tillykke med fødselsdagen,” lød det fra Margrethe Vestager til DAFIs jubilæumsfest.

LÆS OGSÅ: “DAFI fylder 10 år: Et samlingspunkt i branchen”

Festen fandt sted på Langelinie Pavillonens tre etager, tre DJ’s, fire barer og med over 900 gæster. Både Eva Kruse og Margrethe Vestager holdt taler efterfulgt af et underholdningsshow fra Esben Bjerre og Peter Falktoft.