“Believe it or not: Seal fur is eco-friendly” (Tro det eller ej: Sælpels er miljøvenligt). Sådan lyder titlen på et indslag, som den amerikanske nyhedskanal MSNBC har lagt på deres hjemmeside.
Dermed forsøger MSNBC at gøre op med mange amerikaneres fordomme om sæljagt, der har været negativ siden antipelskampagner af Greenpeace og andre organisationer i 1970’erne og 1980’erne.
”Vi skal forsøge at bevæge os væk fra den opfattelse, at alle sælprodukter er en dårlig ting. Jeg tror, det er godt, at vi kan begynde at promovere de bæredygtige sælprodukter,” siger Jon Burgwald, Arktisansvarlig i Greenpeace Danmark, til MSNBC.
LÆS OGSÅ: ”Nordiske ministre giver halv million til sælkampagne”
Indslaget er lavet i forbindelse med Arctic Circle-organisationens forsamling i 2015, hvor der blev lagt vægt på sælfangererhvervets bæredygtighed.
Nauja Bianco, seniorrådgiver i Nordisk Ministerråd, giver i indslaget også udtryk for, at antisælfangst efterhånden er gammeldags, og at det bør tages op til genovervejelse.
”Vi forsøger at få beskeden ud, om at det er helt legitimt at gå med sælpels. I 70’erne blev der brugt babysæler, men det er slet ikke tilfældet i dag,” siger hun til MSNBC.
LÆS OGSÅ: ”Sælfangerkampagne bliver til EU-NGO”
Inuitter i arktiscirklen har længe måtte kæmpe mod den negative omtale, som antipelskampagnerne medførte. For eksempel har Inuitter fra Grønland og Canada for nylig stiftet NGO’en Inuit Sila, som skal varetage sælfangernes rettigheder og fjerne de misforståelser, som hænger ved erhvervet – blandt andet køllemord af sælunger.
Man kan se indslaget fra MSNBC her.