Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Navne

Nyt PR-bureau fokuserer på sociale medier

CPH Fashion Lab består af to kvinder, der mener, at danske modevirksomheder kan bruge en hjælpende hånd på de sociale medier.
CPH Fashion Lab består af to kvinder, der mener, at danske modevirksomheder kan bruge en hjælpende hånd på de sociale medier.

CPH Fashion Lab PR Agency og Showroom åbnede dørene op i det indre København den 1. oktober, og de to kvinder bag mener, at de rammer et hul i markedet.

”Virksomheder skal være på de sociale medier, men ikke mange bureauer kan eller har tid til at varetage virksomheders digitale medieprofiler. Vi tilbyder at lægge strategier for de sociale medier gennem blandt andet bloggersamarbejde, som jeg har stor erfaring inden for,” siger Simone Tajmer, den ene af ejerne bag CPH Fashion Lab, til Fashion Forum.

Bureauet spejler sig i Norge og Sverige

Simone Tajmer er mode- og livsstilsblogger, og sammen med stylist og brandmanager Liv Barfoed vil hun sætte en ny dagsorden for branding.

”Vi laver traditionelt PR-arbejde, men vores store force er de digitale medier og bloggere, hvor vi har en stor viden og et bredt netværk. Vi spejler os i Norge og Sverige, hvor de sociale medier og blogsegmentet betyder mere end i Danmark, men nu skal vi være med helt fremme,” forklarer Simone Tajmer.

LÆS OGSÅ: “Usædvanlig direktørjagt hos Holm & Bertung”

Desuden mener den nye direktør, at der fortsat er plads til flere PR-bureauer. Ifølge hende kan mange virksomheder spare penge ved at uddelegere pr-arbejdet til professionelle og samtidigt få den bedst mulige ekspertise inden for området, også fordi det kan være svært for en virksomhed i eksempelvis Jylland at vise sig frem i København.

Derfor ser Simone Tajmer heller ikke CPH Fashion Lab som en trussel for de eksisterende bureauer, for der er mærker nok til alle i en tid, hvor det aldrig har været vigtigere at opnå fuld udnyttelse på alle platforme.

LÆS OGSÅ: “Polhem PR øger sit danske fokus”

”Vi har allerede 15-20 brands, og ingen af dem har vi taget fra nogen af de andre bureauer. Blandt de nye navne tæller Arne Jacobsen Clocks & Watches, Picto, Blossom Copenhagen, Gosh Cosmetics, Ivan Grundahl, Muuba London og Ditroche,” siger Simone Tajmer.

CPH Fashion Lab PR Agency og Showroom holder ligsom de andre bureauer pressedage i denne tid.