Céline åbner butik i København

Det franske luksusmærke rykker ind i Illum, hvor det kommer til at dele etage med high end brands som Balenciaga, Saint Laurent, Loewe, Chlóe, Proenza Schouler og Valentino.
21.10.2015 ∙ af Angela Brink
Foto: Snart er det ikke bare billeder som disse fra Célines FW15-kampagne, men også de konkrete styles, man kan se, prøve og købe, når mærket åbner butik i Illum i København (Celine.com).

Det er Elle.dk, der kan fortælle, at det franske mærke rykker ind i Illum i København. Endnu er der ingen forlydender om, præcis hvornår Céline kommer til hovedstaden med egen butik. Og endnu er København da heller ikke dukket op på det fashionable mærkes hjemmeside, hvor det ellers oplister en række af verdens fedeste byer, hvor Céline allerede har butik. Men alt tyder altså på, at København vil være at finde side om side med byer som Cannes, Paris, Saint Tropez, Firenze, Rom, Venedig, London, Monte Carlo og Geneve.

København er ellers allerede godt med, hvad angår luksusbrands. De seneste år har også budt på åbningen af en selvstændig Marc Jacobs-butik. Samtidig har mærker som Christian Louboutin og Stella McCartney fået egne lokaler i byen.

Udenlandske luksusbrands er en cadeau til dansk mode

Ifølge kommunikationschef i Danish Fashion Institute Cecilie Thorsmark er luksusmærkernes indtog i København en indirekte ros til dansk mode.

“Jeg synes, det er en rigtig spændende udvikling og helt sikkert et udtryk for, at København bliver mere og mere interessant som shoppingby. Det er selvfølgelig en kombination af forskellige faktorer, der tiltrækker de internationale modemærker. De kigger både på afsætningsmuligheder, købekraft og forbrugeradfærd, men de kigger også på interessen for mode generelt og for deres brand specifikt, og her ser de åbenbart København som en attraktiv by,” har hun tidligere forklaret til Eurowoman.

Cecilie Thorsmark mener, at blandt andet de danske mærker har været med til at skubbe til udviklingen af butiksmønstret i retning af flere og flere flagskibsbutikker.

“Den danske modescene har oplevet en kæmpe udvikling de seneste 10 år, og især i de senere år har en lang række mærker som By Malene Birger, Ganni, Day Birger et Mikkelsen og Designers Remix åbnet flagskibsbutikker i København. På den måde er det også en form for skjult cadeau til de danske modemærker, som selv har satset på egne butikker, at de internationale butikker gerne vil ligge side om side med dem,” sagde hun til Eurowoman.

Flere kinensiske luksusturister

Ud over, at butiksåbningerne kan tolkes som et skulderklap til danske modebrands’ og deres succes med at sætte København på landkortet som modemetropol, så spiller et ønske om at kunne appellere til det stadig stigende antal kinesiske turister, der anløber den danske hovedstad, formentlig også ind.

I 2013 år havde kinesiske turister 151.749 overnatninger i Danmark, viser tal, som Metroxpress tidligere har trukket hos Danmarks Statistik.

Det er en stigning på 33 pct. i forhold til året før og næsten en tredobling siden 2005. Og der er ingen grund til at tro, at stigningstakten ikke fortsætter, siger Glen Mikkelsen, der er general manager i Dansk Industri i Kina til Metroxpress.

LÆS OGSÅ: “Magasin: Kineserne har førsteprioritet”

I 2012 brugte kinesiske turister gennemsnitligt 6.628 kr., hver gang de kørte betalingskortet gennem en kreditkort-terminal i Magasin. Det er 12 gange så meget som den gennemsnitlige turist.

”Magasin har produktinformation på kinesisk, kinesisk talende personale og information over højttalerne på kinesisk, og når turisterne har shoppet, kan de gå op på øverste etage og få refunderet skatten i stedet for at skulle bakse med tax free-kuponer i lufthaven. Det er noget, kinesiske turister skriver om på de sociale medier, når de kommer hjem,” har Glen Mikkelsen tidligere sagt til Metroxpres.

I 2013 rejste 97 mio. kinesere ud af Kina, og det tal ventes at vokse med tocifrede vækstrater frem mod 2020.

Kilde: Elle.dk, Eurowoman.dk, mx.dk