Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Økonomi

Bestseller-ejer forbereder sig på at overtage Stylepit

Aktieselskabet af 14.10.2012, der er ejet af Anders Holch Povlsen, har søgt om en fusionsgodkendelse hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Aktieselskabet af 14.10.2012, der er ejet af Anders Holch Povlsen, har søgt om en fusionsgodkendelse hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget en anmeldelse af Aktieselskabet af 14.10.2012, der er ejet af Bestseller-koncernen, om erhvervelse af enekontrol over onlinevirksomheden Stylepit A/S.

Kontorchef Adrian Lübbert fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil ikke udtale sig om verserende sager, men forklarer til Fashion Forum, at fusionsgodkendelsen er et nødvendigt skridt for at gennemføre en fusion mellem to virksomheder.

Der er tale om en fusion, der efter parternes opfattelse er omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.

LÆS OGSÅ: ”Bestseller-ejer vil have Stylepit af børsen og ny bestyrelse”

Det betyder i praksis, at Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen som køber har anmodet om en godkendelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, men fusionen er ikke gennemført. Alligevel har han gennem Aktieselskabet af 14.10.2012 valgt at søge en godkendelse, før der er sket en fusion med Stylepit A/S.

Dermed tyder det på, at Anders Holch Povlsen inden længe kan kalde sig ejer af Stylepit, der gennem lang tid har kæmpet med finansielle problemer.

Bestseller-ejeren indgav den 16. september et købstilbud til aktionærkredsen i Stylepit om at sælge deres andele til ham for 0,20 kroner per aktie. Tilbuddet udløber den 20. oktober, medmindre tilbudsperioden forlænges.

LÆS OGSÅ: ”Stylepit-direktør køber i stor stil aktier i sit selskab”

Det er uvist, hvor mange der har valgt at tage imod tilbuddet fra Anders Holch Povlsen, men den nuværende direktør i Stylepit, Marc Jeilman, har i den seneste tid opkøbt aktier i sit selskab for en samlet værdi af 445.551 kroner.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 27. oktober 2015 klokken 12.