Copen Hagen Agency har gennem de seneste 13 år løst kommunikations- og designopgaver inden for mode og livsstil siden etableringen i 2002. Den nye ejerkreds i selskabet består af kreativ direktør Peter Hagen Kielgast, direktør Majbrit Weidemann og art director Jesper Egstrøm.

LÆS OGSÅ: “Dyhr.Hagen-profiler stifter nyt bureau”

”I mange år har det været en fordel for os at være en del at et stort bureausamarbejde, men vi ønsker nu at etablere virksomheden på et mere holistisk grundlag, der på sigt vil skabe et tættere samarbejde med den enkelte kunde. Vi kommer til at arbejde dybere og mere strategisk med vores kunder og dermed være med til at skabe et større nærvær, der i sidste ende vil skabe større bundlinie for vores kunder,” siger Majbrit Weidemann.

LÆS OGSÅ: “Dyhr og Hagen splitter op”

Copen Hagen Agency er et kreativt bureau, der skaber brandstrategier, kampagner, brand building og identiteter på tværs af alle platforme. Kunderne er blandt andet Grød, Decadent Cph, Asger Juel Larsen, Schormand, Minimum, Astrid Andersen samt Fredericia Furniture, som netop har været igennem en større relancering i samarbejde med bureauet.

Derudover har Copen Hagen Agency og Bestsellers mærke Pieces i efteråret lanceret et samarbejde med Chloé Nørgaard som en del af en større re-positionering af Pieces, der rulles yderligere ud i 2016.

To medarbejdere rykker over til Grey, imens resten går med i Copen Hagen Agency, der bliver fire i alt, oplyser Majbrit Weidemann til Fashion Forum.