Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Økonomi

Børnetøjsmærke dropper de fysiske butikker

Flynn & Holly tror ikke på de fysiske butikker, så de går udelukkende efter at sælge sit tøj til travle børnefamilier via nettet og home parties.
Flynn & Holly tror ikke på de fysiske butikker, så de går udelukkende efter at sælge sit tøj til travle børnefamilier via nettet og home parties.

Børnetøjsmarkedet har gennem flere år været presset i kølvandet på finanskrisen. Kategorien oplevede ifølge en analyse fra Dansk Mode & Textil sidste år en tilbagegang i indtjeningen. Alligevel melder en ny aktør Flynn & Holly, der drives af ægteparret Åsa og Henrik Ifversen, nu på banen.

LÆS OGSÅ: “Mode- og tekstilbranchen øger indtjeningen”

”Vi er begge fra tøjbranchen, så vi kender til det pressede marked, men vi ser primært udfordringerne ved børnetøjsmærker hos de fysiske butikker, fordi kunderne simpelthen ikke har tid til at handle inden for forretningernes åbningstider,” siger Åsa Ifversen, der er kreativ direktør og medejer af Flynn & Holly, til Fashion Forum.

LÆS OGSÅ: “Børnetøjsmærker må flytte sig efter børnene”

Hun mener, at modebranchen skal omstille sig til den moderne tidsalder, hvor kunderne i en travl hverdag vil handle på deres egne præmisser. Og det indebærer, at mange først handler, efter børnene er lagt i seng.

”Vi har selv børn, så vi ønsker også, at shopping skal være let og bekvemt. Derfor tilbyder vi, at de kan handle vores kvalitetsprodukter til konkurrencedygtige priser på nettet, og så sørger vi for at sende varerne direkte til døren,” forklarer Åsa Ifversen.

Home shopping skaber oplevelser

Desuden har Flynn & Holly tilknyttet en række agenter, som skal promovere tøjmærket over for kunderne gennem home parties. Home shopping fænomenet har allerede oplevet succes, blandt andet hos børnetøjsmærket Pompdelux.

LÆS OGSÅ “Børnetøjsgazelle satser på Tyskland”

Også Tupperware har igennem årtier vist sit værd som salgskoncept, hvor kunderne får mulighed for at købe tøjet via home parties. Åsa Ifversen tror på, at det også kan blive en stor succes inden for børnetøj, fordi home shopping skaber en ekstra oplevelse, som kunden lægger vægt på.

”Vi har en række sælgere, som får en kollektion, og så kan de holde åbent hus eller holde en aften privat hos en værtinde, der inviterer 10-15 naboer, veninder eller kolleger. Så kan de efterfølgende bestille tøjet i hyggelige og hjemlige omgivelser, og vi sender det til dem,” siger Åsa Ifversen.

LÆS OGSÅ: “Ekspert: Webshops skal omstille sig på tre områder”

Flynn & Holly præsenterer to gange årlige kollektioner, der henvender sig til børn i alderen 2-8 år. Bag virksomheden står ud over ægteparret Ifversen også den tidligere fodboldlandsholdspiller Thomas Sørensen.