Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Bæredygtighed, Kalender

EcoChic Design Award får igen nordisk islæt

Semifinalisterne til den kinesiske designkonkurrence er udnævnt, og heriblandt er en svensk studerende fra KEA School of Design & Technology.
Semifinalisterne til den kinesiske designkonkurrence er udnævnt, og heriblandt er en svensk studerende fra KEA School of Design & Technology.

Den internationale og bæredygtige designpris med base i Hong Kong, EcoChic Design Award, har udnævnt semifinalisterne. Blandt disse er svenske Maria Hörman, der til dagligt studerer på KEA School of Design & Technology i København.

”Jeg skal i gang med min bachelor efter sommerferien, og i den forbindelse er det fedt at være med i denne konkurrence. Det vil betyde meget at gå videre til finalen, fordi jeg så kan være med til at inspirere andre inden for den bæredygtige mode,” siger Maria Hörman til Fashion Forum.

LÆS OGSÅ: ”Konkurrence gav designstuderende bæredygtigt boost”

Tidligere var det kun deltagere fra 10 lande, heriblandt de nordiske, der deltog i EcoChic Design Award, men i år kommer deltagerne fra alle de asiatiske og europæiske lande. Derfor er det blevet langt sværere at komme igennem til finalen, hvor tre danskere deltog tilbage i januar.

Finalister skal en tur til Hong Kong

Det besluttes den 15. september, hvilke af de 30 semifinalister der går videre til finalen, som afholdes over en række dage i midten af januar 2016. Maria Hörman ved ikke, hvad hendes chancer er for at gå videre, men hun håber naturligvis at blive blandt de 10 finalister.

”Hvis jeg går videre til finalen, skal jeg fremvise min kollektion fysisk. Den består for nu af tre outfits, der skal suppleres til seks outfits, som skal fremvises til et modeshow under Hong Kong Fashion Week,” forklarer Maria Hörman.

LÆS OGSÅ: ”EcoChic designkonkurrence afgjort”

Hun studerer til dagligt mønsterkonstruktion, der handler om den tekniske del af designet. Herunder hører, hvordan man rent produktionsmæssigt kan minimere forbruget gennem zero waste-metoder.

Overforbruget af tøj skal bremses

”Det er næsten umuligt at være en helt bæredygtig designer, men det handler om at ændre forbrugernes syn på modens overforbrug. Der bliver smidt for meget ud, og jeg tror på, at modeverdenen er på vej i den rigtige retning, selvom der stadig er lang vej,” mener Maria Hörman.

Der udvælges fem asiatiske og fem europæiske finalister, der inviteres til workshops om bæredygtighed i Hong Kong. Den endelige vinder skal designe en capsule-collection af genbrugsmaterialer for det kinesiske tøjmærke Shanghai Tang.