Ekspert: Webshops skal omstille sig på tre områder
Markedet for e-handel ændrer sig hurtigt, og derfor skal webshops hele tiden udvikle sig. En konsulent inden for området mener blandt andet, at levering og overgangen til køb via mobilen betyder meget.En nylig undersøgelse fra Foreningen for Dansk Internethandel (FDIH) viste, at den traditionelle arbejdsdeling mellem producent, grossist og detailbutik bliver udvisket på grund af e-handel, og der sker en løbende udvikling af nye forretningskoncepter
LÆS OGSÅ: ”Kunderne: Webshops er bedre end producenterne”
Mads Bukholt er konsulent for det tyske firma Rocket Internet, som opstarter og rådgiver virksomheder inden for e-handel. Han mener, at webshops skal fokusere på tre områder, hvis de vil være med de kommende år.
”Der sker en overgang af køb fra desktop til mobil, og jeg vil mene, at vinderen af den mobile kamp kommer til at sidde på markedet i ti år. Den indiske webshop Flipcart ændrer hele deres forretning til en app, som de måske vil tabe på i starten, men i længden kan de vinde rigtig meget,” siger Mads Bukholt til Fashion Forum.
Zalando er skabt af en amerikansk idé
Han arbejder desuden som ledende direktør for den skandinaviske del af CupoNation, der samarbejder med virksomheder om at give rabatter på en række varer og dermed øge kendskabsgraden.
”Et andet råd vil være at skabe nye marketingskanaler, hvilket jeg arbejder med både hos Rocket Internet og CupoNation. Blandt andet Nelly og Zalando benytter CupoNation til at ramme andre målgrupper, hvor de kan få nye kunder,” forklarer Mads Bukholt.
Zalando er inspireret af den amerikanske webshop Zappos, som tilbage i 1999 ønskede at revolutionere, hvad det vil sige at købe sko på nettet. Zappos tilbød gratis levering, og det fjernede frygten ved at handle mode online.
Kunder forventer hurtig levering
”Det tredje råd er at sikre hurtig levering, gratis eller ej. Da Rocket Internet startede webshoppen The Iconic i Australien, lovede vi levering på tre timer, hvor vi ansatte flere teams til at køre rundt og levere. Det samme kan lade sig gøre i Danmark grundet geografien, og det vil der være et stort salgspotentiale i,” mener Mads Bukholt.
LÆS OGSÅ: ”Fri fragt koster for de store onlinebutikker”
Han erkender, at billig eller gratis fragt kan koste webshops på kort sigt, men på lang sigt er det en god strategi, fordi de tager ordrer fra deres konkurrenter. Overordnet set handler det om helt tiden at forsøge at være på forkant med nye tendenser, fordi e-handel ændrer sig så hurtigt.
”Smartguy, der siden blev til Stylepit, var succesfuld, men blev ligesom alle andre overhalet indenom af Zalando. Det kræver nok en investering fra Stylepits side, men det vil lønne sig i det lange løb, hvilket man kan se med Zalando,” siger Mads Bukholt.
Forbes vurderede i 2014 Rocket Internet til at have en værdi på omkring 50 milliarder kroner. Siden har firmaet, der blev stiftet i 2007, etableret mere end 75 virksomheder rundt omkring i verden, heriblandt Zalando og CupoNation.