Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Økonomi, Udland

Kopenhagen Fur tager kinesiske devalueringer med ophøjet ro

De seneste devalueringer af den kinesiske valuta, renminbi, vækker endnu ikke den store bekymring hos pelsgiganten Kopenhagen Fur.
De seneste devalueringer af den kinesiske valuta, renminbi, vækker endnu ikke den store bekymring hos pelsgiganten Kopenhagen Fur.

I torsdags skrev Kopenhagen Fur, at de kinesiske devalueringer er uden stor betydning for pelsbranchen. De ser devalueringerne som et udtryk for en stærk vilje fra den kinesiske regering for at holde gang i økonomien.

”De seneste dages devalueringer er ikke voldsomme set i forhold til valutakursudviklingen over det seneste års tid. Det er små forsigtige skridt fra den kinesiske regerings side. Men det er vigtige signaler om regeringens vilje til at holde den store kinesiske økonomi på ret kurs og med en stabil god vækst – og det er nok det allervigtigste for pelsbranchen,” udtaler Kenneth Loberg, der er viceadministrerende direktør i Kopenhagen Fur.

LÆS OGSÅ: “Kopenhagen Fur øger kvalitetssikringen”

Kenneth Loberg fortæller i meddelelsen, at den faldende renminbi (RMB) over for den danske krone (DKK) på den ene side vil betyde, at de kinesiske auktionskunder kan betale færre kroner for skindene i auktionssalen, fordi kronen er blevet dyrere for dem.

”På den anden side går en stor del af de færdigproducerede pelsvarer til re-eksport ud af Kina, og her vil kineserne opleve, at de kan få mere for varerne,” siger Kenneth Logberg.

Usikkerheden må ikke afskrække eksportører

Steen Bocian, der er cheføkonom for Danske Bank, bekræfter, at den større usikkerhed ikke bør afskrække danske eksportører . Han tilføjer dog, at man skal overveje, om man skal til at afdække den nye valutausikkerhed.

LÆS OGSÅ: “Kinesiske ekspedienter giver større omsætning i danske butikker”

”Den kinesiske økonomi er steget betydeligt over det seneste år. Det skyldes både vækstnedgangen, det kraftige dyk i de kinesiske aktier og senest den ændrede valutapolitik. Men man skal ikke overdrive effekten af sidstnævnte, da vi trods alt taler om en forholdsvis lille bevægelse. Uanset hvad så kommer det kinesiske marked også til at være et rigtigt interessant eksportmarked over de kommende år,” siger Steen Bocian til Fashion Forum.

Ifølge Kopenhagen Fur kostede en RMB i 2014 cirka 0,90 kroner mod omkring 1,05 kroner i dag, og de påpeger, at den kinesiske valuta stadig ligger mere end 16 procent over niveauet for 12 måneder siden – selv med devalueringerne.