Børnetøjsfirmaer må flytte sig efter børnene

Børnetøjsforretningerne kan lune sig over, at antallet af børn stiger i Norden. Stadig skal sektoren tilpasse sig efterdønningerne af finanskrisen og de mindre børneårgange.
06.08.2015 ∙ af Redaktionen
Foto: Små årgange har betydet et fald i mængden af salg af børne, men en ny modeanalyse giver optimisme (Scanpix).

Børnetøjsforretningerne har igennem hele 2014 oplevet et fald i omsætningsværdien. Men på den lange bane lysner det, lyder det i en modeanalyse fra Deloitte.

”Forbrugerne bruger færre penge på tøj og mode i forhold til før finanskrisen, fordi vi generelt sparer mere og låner af andre, som ikke længere bruger deres børnetøj,” siger Morten Steinmetz, partner i Deloitte og ekspert i mode- og luksusbranchen, til Fashion Forum.

LÆS OGSÅ: ”Forskning skal undersøge deleøkonomi i børnemode”

Små årgange og en hård konkurrence har betydet, at mange mindre børnetøjsforretninger allerede har måttet dreje nøglen om, og selv større kæder som BabySam har ikke leveret gode resultater. Den ændrede konkurrence kræver større omstilling, menerMorten Steinmetz.

”Tøjforretninger skal gøre endnu mere for at komme ud på det europæiske marked, for der er benhård konkurrence. Man skal hele tiden se på salgsorganisationen – måske skal man skifte agent eller placering,” siger han.

LÆS OGSÅ: ”Online-kunder stiller stadig større krav til fleksibel levering”

Børnetøjsforretningerne kan lune sig over, at antallet af børn stiger i Norden. I 2025 forventer man 8,1 procent flere små danskere sammenlignet med i dag. Også i aldersgruppen 5- til 9-årige bliver der lidt flere det kommende årti. Samme udvikling gør sig gældende for begge aldersgrupper i vores nordiske nabolande.

Hold øje med demografien

Morten Steinmetz mener, at virksomheder inden for børnetøj på længere sigt også kan begynde at søge mod markeder såsom Indien, Kina og USA. For nu handler det dog om at have øje på markederne i Europa, hvor sortimentet og markedsstrategien skal tilpasses den demografiske udvikling.

”Vi vil gradvis se forbrugere, der vil begynde at bruge flere penge, selvom der er hård konkurrence fra internettet. Jeg vurderer, at kundeservice er altafgørende – hvad enten det er i en fysisk butik, eller en nethandel hvor kunderne forventer hurtig levering. Men mange vil stadig gerne ud og se og mærke tøjet i butikkerne, så jeg tror ikke på butiksdøden,” siger Morten Steinmetz.