Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Økonomi

Mobile betalinger går ind i ny æra

PayPal har i mange år været den store spiller som online-betalingsmiddel. Andre presser sig dog på i et marked, hvor digitale betalinger kun lader til at vokse.
PayPal har i mange år været den store spiller som online-betalingsmiddel. Andre presser sig dog på i et marked, hvor digitale betalinger kun lader til at vokse.

Mange mennesker har efterhånden købt varer over nettet, et såkaldt e-handelskøb. Men der er stadig et stykke vej, før alle betaler varer i en fysisk butik med deres mobiltelefon. Det skriver Women’s Wear Daily.

LÆS OGSÅ: ”Mobilhandel står til at overhale laptop-indkøb”

Der er dog ingen tvivl om, at PayPal i fremtiden får skarpere konkurrence fra aktører såsom Apple Pay, der satser på, at forbrugerne gradvist vil gå væk fra kontanter og dankort til fordel for betaling med mobilen.

Fortsat potentiale for mobilbetaling

PayPal har eksisteret siden 1998 og har siden 2002 været det foretrukne betalingsmiddel på e-handelsplatformen eBay. I 2014 sørgede PayPal for transaktioner til en værdi af 313 milliarder kroner, og i andet kvartal i år blev 30 procent af transaktionerne foretaget på mobile enheder.

LÆS OGSÅ: ”Luksus-webbutikker viser vejen til fortsat vækst”

Ifølge Joline MocGoldrick, forskningsdirektør hos Millward Brown Digital, der leverer digitale løsninger, er der fortsat masser af potentiale for betaling med mobiler.

”Omfanget af, hvordan du kan strømline køb på mobilen og gøre det på under fem minutter, vil direkte øge chancen for, at folk vil bruge mobiltelefonen til at foretage køb,” siger hun.

Apple Pay kommer for at blive

En ny spiller på markedet er Apple Pay, selvom den endnu ikke er kommet til Danmark. Den mobile betalingsform blev introduceret i Storbritannien i juli 2015, og allerede på den første dag kunne man bruge Apple Pay 250.000 steder.

Herhjemme foreslog den tidligere regering i maj at afskaffe kontantreglen for restauranter, tøjbutikker, tankstationer og en række andre udvalgte butikker. Forslaget skulle træde i kraft den 1. januar 2016, men efter den nye regerings tiltrædelse er der ikke kommet mere nyt i sagen.

LÆS OGSÅ: ”Banker går til modangreb på MobilePay”

Den mest udbredte mobilbetaling i Danmark er MobilePay, som ifølge Danske Bank bruges af mere end to millioner danskere.

Kilder: Women’s Wear Daily, Politiko og Danske Bank.