Købelysten er lav på trods af høj forbrugertillid

Siden krisen i 2007 har forbrugertilliden i EU været lav, og det har smittet af på markedet. Danmark har en høj forbrugertillid, som dog ikke fører til køb i butikkerne.
28.07.2015 ∙ af Redaktionen
Foto: På trods af en høj forbrugertillid i Danmark er danskerne fortsat tilbageholdne med at købe varer (Scanpix).

I mange EU-lande er forbrugerne fortsat skeptiske, selvom opsvinget synes på vej. Danmark har oplevet et af de mindre fald i bruttonationalproduktet (BNP), og Dansk Erhverv melder om en høj forbrugertillid.

”Det høje niveau i forbrugertilliden mangler dog fortsat for alvor at sætte sig i højere privatforbrug,” står der i Dansk Erhvervs status på dansk økonomi fra juni, som samler tal for den samlede nationaløkonomiske udvikling i 1. kvartal 2015

Valg og sommervejr påvirker

Generelt er den økonomiske vækst i EU mere robust, men den kan stadig ikke betegnes som stærk, lyder det fra Euromonitor. Således er det totale BNP i 13 ud af 40 lande lavere i 2014 end i 2007, hvor den økonomiske krise slog igennem.

Danmark har ifølge Euromonitor oplevet en tilbagegang i køb af varige forbrugsgoder på knap 28 procent fra 2007 til 2004, og forbrugstørken er ifølge Dansk Erhverv ikke ovre.

LÆS OGSÅ: ”Ingen udsigt til forbrugsrus trods bedring i økonomien”

”Det åbenlyse er, at usikkerheden for fremtiden er øget i kølvandet på først en valgkamp, en ny regering efterfulgt af massiv strøm af negative nyheder om den græske økonomiske tragedie. Derudover så har forsommer og sommeren 2015 ikke ligefrem påkrævet nye sommerkjoler,” siger Mira Lie Nielsen, chefkonsulent i Dansk Erhverv.

Kilder: Dansk Erhverv nøgletal, Dansk Erhverv og Euromonitor.