Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
KARRIERE

Hollændere vinder europæisk Woolmark Prize

To danske designere var med i opløbet, da vinderne af den regionale finale i International Woolmark Prize skulle kåres. Jonathan Christopher og Nanna Blaaderen løb med sejren.
To danske designere var med i opløbet, da vinderne af den regionale finale i International Woolmark Prize skulle kåres. Jonathan Christopher og Nanna Blaaderen løb med sejren.

Lidt over 250.000 kroner og en plads i den internationale finale ved dette års International Woolmark Prize. Det kunne de to hollandske designere Jonathan Christopher og Nanna Blaaderen hjemtage, da de vandt i henholdsvis herre- og damekategorien i den europæiske del af konkurrencen, der blev afholdt i Antwerpen. Det skriver Fashion United.

Det var to overraskede designere, der fik overrakt nyheden om, at de er gået videre til næste etape i konkurrencen:

”Jeg havde ingen idé om, at jeg ville vinde. Ingen havde nogen idé om det. Du har ingen forventninger til, hvad juryen kigger efter eller forventer,” fortæller Jonathan Christopher til Fashion United. Han tror selv, han vandt herrekategorien, fordi han anvendte uld-denim, som er svært at opdrive.

LÆS OGSÅ: “Armoire d’homme og Freya Dalsjø nomineret til Woolmark Prize 2015”

Nanna Blaaderen, der vandt i kvindekategorien, var både ærbødig og taknemmelig for sejren:

”Det føles som om, at du går på skyerne. Det var en stor ære at blive nomineret, så atmosfæren var glædelig og taknemmelig. Jeg sagde til mig selv et par gange, at jeg virkelig skulle nyde øjeblikket, for det kommer nok ikke igen,” siger hun til Fashion United.

Danskere med i konkurrencen

Det danske herretøjsmærke Armoire d’homme var også indstillet til den europæiske Woolmark-pris sammen med Freya Dalsjø, der var med i konkurrencen indenfor dametøj.

Armoire d’homme, der laver miljøvenligt tøj i naturlige materialer, blev nomineret, fordi mærket har benyttet Woolmarks merinould i sin AW15-kollektion.

Freya Dalsjø blev fremhævet af Woolmark på grund af sin ”kompromisløse tilgang til moden, hendes stærke og genkendelige æstetik, hvor hun bruger kontrastfarver og modige silhuetter med fokus på materialer og håndværk af høj kvalitet.”

LÆS OGSÅ: ”Danske designere skal kæmpe med om international designpris”

Tidligere har blandt andet Asger Juel Larsen og Anne-Sofie Madsen deltaget i Woolmark Prize. Førstnævnte vandt den europæiske finale i 2014.

Jonathan Christopher og Nanna Blaaderen skal konkurrere i den internationale finale i januar og februar 2016. Prisen er en pengepræmie på lidt over en halv million kroner samt muligheden for at få solgt deres designs i butikker som Saks 5th Avenue og My Theresa.

Kilde: Fashion United