Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Danske brands: De tyske messer har stærke profiler

Når de to tyske messer Panorama Berlin og Bread and Butter løber af stablen om knap to uger, er det blandt andet med deltagelse fra Part Two, Junk de Luxe, Shine Original og Lindbergh. For ifølge de danske mærker forstår de tyske messer at tiltrække det rette publikum.
Når de to tyske messer Panorama Berlin og Bread and Butter løber af stablen om knap to uger, er det blandt andet med deltagelse fra Part Two, Junk de Luxe, Shine Original og Lindbergh. For ifølge de danske mærker forstår de tyske messer at tiltrække det rette publikum.

De tyske messer Panorama Berlin og Bread and Butter står for døren, og det betyder at en række danske mærker snart valfarter til nabolandet med forventningen om at udbrede deres kendskabsgrad og øge kundeporteføljen. For de to messer forstår med hvert deres fokus at skabe nogle stærke salgsrammer, der med et kurateret brandmiks og storslåede lokationer samler den rette vifte af indkøbere og presse.

Panorama Berlin – en mid market magnet

DK Companys mærke Part Two vil således i år været at finde på Panorama Berlin netop fordi dén messe har positioneret sig stærk på mid-market brands og samtidig er et stort trækplaster for det tyske detailland.

“Panorama Berlin er perfekt for os, fordi messen er meget velbesøgt af tyske indkøbere og har skabt en stærk profil indenfor mid market brands som Part Two. Det giver os muligheden for nemmere at komme i kontakt med nye potentielle kunder og realisere strategien om øget vækst på det tyske marked,” siger salgsdirektør for Part Two, Thomas Juul, til Fashion Forum, og uddyber, hvordan den tyske stadeplads allerede har givet en fuld mødekalender.

“Vi har allerede booket en masse møder både med eksisterende og nye kunder, så vi ser frem til nogle travle og forhåbentlig udbyttesrige messedage”.

Bread and Butter har international tiltrækningskraft

Danske PWT Group som ejer herretøjsmærkerne Junk de Luxe, Shine Original og Lindbergh har i år valgt at på Bread and Butter-messen. For selvom den genopståede stormesse er langt fra fordomstid, så mener PWT Groups kreative direktør, Thomas Gyldenvang, at Bread and Butter har et helt særlig internationalt format.

“Vi har deltaget på Bread and Butter i mange år, fordi messen i højere grad end Panorama Berlin henvender sig til et internationalt publikum. For selvom Bread and Butter stadig er ved at genfinde sit fodfæste, så giver den storslåede lokation i Tempelhof-hangaren og det brede miks af brands, et helt specielt internationalt islæt. Bread and Butter er derfor en vigtig messe for os og vores internationale vækstambitioner ,” siger Thomas Gyldenvang til Fashion Forum.

PWT Group vil i år også være at finde ved Jacket Required i London, Capsule i Paris og Revolver og CIFF i København.