Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Navne

Det nye designerkuld indtager catwalken i aften

Future of Fashion-showet markerer afslutningen på et langt uddannelsesforløb, når de nyuddannede designere viser deres afgangskollektion frem for branchen.
Future of Fashion-showet markerer afslutningen på et langt uddannelsesforløb, når de nyuddannede designere viser deres afgangskollektion frem for branchen.

Store nationale og internationale mærker, medier og modepersonligheder følger med fra sidelinjen, når danske designstuderende i aften præsenterer deres kreationer på catwalken i Børsen. En aften, der både sætter et endeligt punktum efter års uddannelse og som kan være med til at definere fremtiden.

Future of Fashion fungerer som en platform, hvor de nyudklækkede designere kan etablere kontakt til store virksomheder, der har for øje at spejde efter branchens nye talenter.

“Det er en utrolig vigtigt begivenhed, fordi det udover at være et show også et event, hvor de nyuddannede designere kan få direkte kontakt til fremtidige arbejdsgivere. Det er her, de får lov til at vise deres designs både for pressen men i særdeleshed også for modebranchen,” fortæller Natasha Skou fra Agency V, der er PR-bureauet bag showet.

LÆS OGSÅ: “Future of Fashion går efter potentielle arbejdsgivere”

Målet med modeshowet er at gøre særligt mode- og tekstilvirksomhederne opmærksomme på den danske talentmasse. Future of Fashion giver indsigt i, hvad der rører sig hos de nye designere og letter dimittendernes vej ind på arbejdsmarkedet, så mulighederne for vellykket rekruttering øges.

Designskolen Kolding og Kunstakademiet holder modeshows og dimittender fra VIA Teko Design & Business viser film fra deres seneste afgangsshow. Desuden præsenterer alle studerende portfolio mapper, og der bliver god lejlighed til netværk mellem virksomheder og designere.

Future of Fashion er arrangeret af Innovationsnetværket Livsstil – Bolig & Beklædning i samarbejde med blandt andre Kunstakademiets Designskole, VIA Design, Designskolen Kolding og WEAR.

Det er tredje år i træk, Future of Fashion forener show og rekruttering på Børsen i København.

Arrangementet finder sted i dag fra klokken 16 til 19 på Børsen. Gæstelisten er allerede komplet overtegnet, men hvis man gerne vil se showet, kan man tage chancen og stille sig op i køen udenfor og se, om man er blandt de heldige, der kan få en ståplads.