Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Storstilet flytning skal styrke Day Birger et Mikkelsens udvikling

Den danske modevirksomhed Day Birger et Mikkelsen begyndte for seks måneder siden at flytte hele deres designafdeling til Lugano i Schweiz. Formålet er at skabe de bedste vilkår og rammer for designets fremadrettede udvikling.
Den danske modevirksomhed Day Birger et Mikkelsen begyndte for seks måneder siden at flytte hele deres designafdeling til Lugano i Schweiz. Formålet er at skabe de bedste vilkår og rammer for designets fremadrettede udvikling.

Day Birger et Mikkelsen har siden grundlæggelsen i 1997 haft et stærkt design-DNA, der fusionerer den etniske boheme med den skandinaviske modernisme. Sammenfletningen af disse to strømninger har i mange år haft sit kreative udspring i Danmark, hvor den 18 år gamle modevirksomhed har haft sin designafdeling – indtil for et halvt år siden. For der begyndte Day Birger et Mikkelsen at flytte hele deres designafdeling ned til et af modens epicentre, Lugano i Schweiz.

LÆS OGSÅ: “Forretningsstrategi fører til Day Birger et Mikkelsen-ekspansion”

”Day Birger et Mikkelsen har alle dage – og ville alle dage – være et premium modebrand, der sammenføjer det etniske og skandinaviske udtryk. Som ved ethvert modebrand er det dog vigtigt, at vi kontinuerligt udvikler vores udtryk, så vi forbliver relevante for forbrugerne.

Derfor søger vi konstant at være i bevægelse med vores produkter, og nogle gange kræver det at vi fysisk bevæger os. Ved at flytte vores designafdeling til Lugano, placerer vi vores kreative center i hjertet af gedigent håndværksforståelse, god kvalitet og innovativ designudvikling,” siger Day Birger et Mikkelsens stifter og bestyrelsesformand, Keld Mikkelsen til Fashion Forum.

En unik pulje af ‘know-how’

Lugano har i flere årtier huset designafdelingerne fra nogle af verdens største modevirksomheder. For det schweiziske område har ikke alene en lang tradition for håndværk og designudvikling, der er også omkring 40.000 internationale folk, som arbejder indenfor disse felter i Lugano.

”Lugano har en unik pulje af ’know-how’, som kan drive vores kreative kræfter frem – og her snakker jeg også udover forståelsen for håndværk og design. For der er mange sydeuropæere, der arbejder i Lugano, og med vores bohemiske islæt er det en klar fordel at kunne tage dem om bord i designprocessen. Vi har derfor blandt andet ansat Ana Aranti som vores branddirektør,” siger Keld Mikkelsen og understreger, at der forsat vil være skandinaviske designere i teamet.

LÆS OGSÅ: “Day Birger et Mikkelsen udvider i Sverige”

”Selvom vi tager nye kræfter ind, er vi stadig meget bevidste om vores skandinaviske ophav, og at den skandinaviske stil også er en del af Day Birger Mikkelsen. Derfor har vi stadig et stort hold af skandinaviske designere bag mærket ligesom, at Ana Aranti også får et dansk modstykke,” siger Keld Mikkelsen.

Day Birger et Mikkelsen er repræsenteret på 25 markeder verden over.