Hummel præsenterer vækst for 20. år i træk

På trods af et stærkt konkurrencepræget marked har Hummel nået lidt af en milepæl med årsregnskabet for 2014. For ikke nok med at omsætningen når en rekord på 750 millioner, så har det danske sportsmærke nu også præsteret at skabe vækst i mere end 20 år.
17.06.2015 ∙ af CAK
Foto: Det er blandt andet Hummels sneakers, der er vækstdrivende i virksomheden (Hummel.net/Screendump).

Selvom Hummel konkurrerer med mastodonter som Nike, Adidas og Puma, så har det danske sportsmærke vist at være en stærk og stabil aktør på markedet. For Hummels 2014 regnskab viser vækst for 20. år i træk, og det endda med en rekordhøj omsætning på 750 millioner kroner og en stigning i indtjening på 12 procent. Det skriver Dansk Mode og Textil.

Øget eksport og populære produktkategorier

Ifølge Hummels administrerende direktør Søren Schriver skal successen i det forgange år blandt andet findes i øget eksport på tværs af de internationale markeder.

”Vi har holdt fast i vores stærke brand, og samtidig har vi også været i stand til at øge eksporten, hvor især Tyskland, Spanien, Tyrkiet har været stærke vækstdrivere for os, ligesom Norge også har udviklet sig positivt sidste år, ” siger Søren Schriver til Dansk Mode og Textil og fastlår hvordan især to produktkategorier har båret en stor del af væksten.

LÆS OGSÅ: “Rains leverer komet-regnskab med flerdoblede vækstrater”

For både Hummels sneakers og træningstøj har oplevet markant fremgang i 2014, og det til trods for skarp konkurrence på områderne.

”Selvom konkurrencen er benhård inden for sneakers, er Hummel rigtig godt med her. Der er stadig rigtig stor efterspørgsel efter den friskhed, som Hummel står for i både forbrugernes og forhandlernes optik,” siger Søren Schriver til Dansk Mode og Textil.

Hummel blev etableret i 1923, og ejes i dag af Christian Stadil.

Kilde: Dansk Mode og Textil.