Boliviansk minister roser Aiayus CSR-fokus

Den bolivianske viceminister for produktion har besøgt det danske tøjmærke til en snak om vigtigheden af ansvarlig produktion i landet og for at få et indblik i virksomhedens succes med CSR.
08.06.2015 ∙ af Redaktionen
Foto: Ministeren i midten - her sammen med de tre kvinder bag Aiayu og hans egen stab (Aiayu).

På Aiayus kontor bliver der talt både dansk, spansk og engelsk. Bordet er dækket med Royal Copenhagen-kopper og sydamerikansk keramik, på tøjstativerne hænger danskdesignet, boliviansk produceret tøj. For Aiayu nærer en stor kærlighed til landet, dets indbyggere – og ikke mindst deres lamaer, hvorfra tøjmærket får deres eksklusive uld. Derfor har Bolivias viceminister for produktion, Camilo Morales, valgt at besøge mærkets lyse lokaler på Østerbro.

Som led i udarbejdelsen af en ny CSR-strategi er viceudenrigsministeren interesseret i at få indsigt i Aiayus succes med selvsamme og desuden forelægge dem muligheden for at bidrage til et statsligt initiativ, der skal promovere Bolivias bæredygtige produktionsmuligheder.

”Det er meget vigtigt at opbygge forhold til disse virksomheder, fordi det tøj, vi producerer, traditionelt set kun er blevet solgt lokalt. Derfor er vi meget glade for at se tøjet blive solgt internationalt, og vi ønsker at udvikle det yderligere som en form for branding af Bolivia. Det bidrager med en masse værdi til vores værdikæde,” fortæller Camilo Morales til Fashion Forum.

LÆS OGSÅ: ”Aiayu vil være mere end et bæredygtigt brand” 

Aiayu kan i år fejre 10 års jubilæum og se tilbage på en lang rejse med det bolivianske folk, der til at starte var skeptiske omkring de tre ”høje, blonde kvinder”, der pludselig ville overtale dem til at producere bæredygtigt, fortæller Maria Høgh Heilmann, grundlægger og chefdesigner i virksomheden. Men overtalt – det blev de. Og i dag er de bolivianske arbejdere lige så stolte af deres bæredygtige produkter som deres danske kollegaer.

LÆS OGSÅ: ”Aiayu støtter nepalesiske jordskælvsofre”

Viceministeren forklarer, at det generelt ligger i bolivianernes kultur at give tilbage, når de får noget. Derfor er det en af hans mærkesager at udbrede CSR til hele landet:

”Det er meget vigtigt for os, fordi mange af de koncepter, man har i CSR, reflekterer dele af vores land. Vi har et ordsprog om at leve godt og leve i balance. Det er en del af vores kultur og disse aspekter er også indirekte reflekteret i CSR. Vi har tradition for, at man giver noget tilbage til samfundet, så det er en af grundene til, at vi laver disse nye strategier og love – så vi kan visualisere vores hensigt for bolivianske fabrikker og for udenlandske fabrikker i Bolivia,” fortæller Camilo Morales til Fashion Forum.

Udover besøget hos Aiayu har viceministeren også besøgt Lego og Novo Nordisk på sin tur til Danmark.