Dansk designdebutant laver selvlysende tøj
Den danske designer Lærke Andersen har netop lanceret sin første kollektion, der allerede er at finde i den eksklusive københavner-butik Storm. Hun ønsker med utraditionelle materialer at udfordre den gængse opfattelse af funktionelt modedesign.Med en kandidatgrad i Textile Futures ved Central Saint Martins og en årrække som Ph.d.-studerende indenfor samme felt, er den 32-årig Lærke Andersen vant til at skubbe grænserne for æstetik, funktionalitet og materialebrug. Hendes første kollektion, der eksklusivt kan findes i Københavner-butikken Storm, tager derfor også udgangspunkt i nogle utraditionelle materialesammensætninger og et krydsfelt mellem sportstøj og industritøj.
”Min debutkollektion leger blandt andet med svedtransporterende, vandtætte og selvlysende materialer for at skubbe grænserne for designets funktionalitet. Det er vigtigt for mig, at mit tøj ikke bare er noget, man tager på, men også noget der fungerer og overrasker i hverdagen,” siger Lærke Andersen til Fashion Forum.
LÆS OGSÅ: “Dansk designduo tordner frem på Kickstarter”
Hendes primære inspiration har derfor været forskellige former for arbejdstøj, da hun mener, at det er et oplagt sted at udforske funktionsæstetikken og bygge en bro til modedesign.
“Industritøj handler jo ligesom sportstøj om at komplementere det arbejde eller de aktiviteter, man laver – og det er den funktionæstetik, som jeg vil videreføre i min kollektion i et mere moderelateret perspektiv,” siger hun.
Startskud i Storm og asiatiske ambitioner
Lærke Andersen har i første omgang valgt at lancere sin kollektion gennem Københavner-butikkens Storms salgskanaler.
”Storm er en super god platform for nye designere, og derfor havde jeg i lang tid udset mig butikken som en mulig samarbejdspartner. Så ligeså snart jeg havde noget at fremvise fra kollektionen, bad jeg om et møde med ejeren Rasmus Storm. Heldigvis så han det samme potentiale i mit brand, som jeg så i hans – og tre måneder efter, var mit tøj på bøjlerne i butikken,” siger Lærke Andersen.
LÆS OGSÅ: “Tokyo er verdens bedste til at tiltrække mærker”
Hun uddyber videre, at den mere langsigtede strategi også indebærer at komme ud over hjemmarkedets grænser, nærmere bestemt til de asiatiske markeder.
”Der er ingen tvivl om, at lande som Sydkorea ville være interessante for mit brand, da de har en helt speciel åbenhed overfor at eksperimentere med stil og udtryk. Jeg arbejder derfor også allerede nu på at få nogle aftaler i hus i landet,” siger Lærke Andersen.
Lærke Andersen vil i den kommende tid også åbne op for direkte salg af sin kollektion gennem sin egen webshop.