Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Navne

Noa Noa har fået ny designchef

Den danske tøjvirksomhed Noa Noa har ansat Rikke Wienmann Mai som Head of Design. Hun får dermed til opgave at revitalisere det gamle brand, der i slutningen af 2014 var ramt af massive likviditetsproblemer.
Den danske tøjvirksomhed Noa Noa har ansat Rikke Wienmann Mai som Head of Design. Hun får dermed til opgave at revitalisere det gamle brand, der i slutningen af 2014 var ramt af massive likviditetsproblemer.

Som en del af en større omstillingsproces har 34 år gamle modevirksomhed Noa Noa hevet nye designkræfter ind i form af 43-årige Rikke Wienmann Mai. Hun vil fremadrettet få det designmæssige ansvar for Noa Noas hovedkollektioner, og ifølge administrerende direktør Henrik Aaen Kastberg er forventningerne til det nye samarbejde høje.

LÆS OGSÅ: “Fond forsøger at redde Noa Noa”

”Vi er i gang med en omstillingsproces, der skal sikre, at Noa Noa bliver styrket som relevant modebrand, der appellerer til nuværende og nye kunder. Her spiller vores design åbenlyst en afgørende rolle, og vi er meget glade for at kunne tiltrække en så stærk og talentfuld profil som Rikke. Jeg er helt overbevist om, at hun og designteamet kan skabe fornyet begejstring omkring Noa Noa, finde ind til kernen i vores identitet samt tegne en markant og konsekvent designprofil, der rækker langt ind i fremtiden,” siger Henrik Aaen Kastberg i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ: ”Kriseramt Noa Noa endelig solgt”

Også Rikke Wienmann Mai selv går til sin kommende opgave med store forventninger.

”Jeg glæder mig meget til at sætte mit personlige præg på de kommende kollektioner, og jeg går til opgaven med store forventninger og en vis portion ærefrygt. Noa Noa har en stolt historie og rummer en masse potentiale. Min vigtigste opgave bliver nu at medvirke til at revitalisere mærkets sjæl og få ny energi ind i kollektionerne”, siger Rikke Wienmann Mai i en pressemeddelelse.

Rikke Mai Wienmann Mai kommer fra en stilling som designsansvarlig for Day Birger et Mikkelsen og har også tidligere arbejde med design for mærker som Noir, Inwear og Levi’s Vintage Clothing.