Bestseller vil lancere online B2B-platform
Den danske tøjgigant Bestseller arbejder i øjeblikket på en ny online platform, der skal gøre forretningen mellem kunder og leverandører nemmere.Et 100-mand stort Bestseller-mandskab er i øjeblikket i gang med at udvikle en cloudbaseret online platform for koncernen og dets engroskunder. Det skriver Business.dk.
Ifølge Bestsellers administrerende direktør Anders Holch Povlsen er den kommende platform essentiel for Bestsellers forretningsstruktur.
”Man skal huske, at størstedelen af vores virksomhed er engros. Det er ikke detail, det er ikke e-commerce. Det er at levere til andre detaillister. I den del af vores virksomhed er det vigtigt at blive ved med at være digital,” siger Anders Holch Povlsen til Business.dk.
Digitalisering som optimeringsredskab
Han vil ikke gå i detaljer med den nye Bestseller-platform, men understreger, at de virksomheder, der kan bruge digitalisering til at gøre forretningsgangene nemmere for både kunder og leverandører, også er dem, der vinder i sidste ende.
”Vinderne bliver dem, der formår at skabe en platform, hvor kunderne kan gøre det, de vil, og brands, leverandører og detailhandlere kan gøre det, de vil. Så har man et effektivt og velfungerende samspil mellem de parter, men det er egentlig dem, der gør arbejdet for dig,” siger Anders Holch Povlsen til Business.dk.
LÆS OGSÅ: “Nichebrands satser på webshops”
Det forventes, at den nye platform vil være oppe og køre i løbet af seks måneder, og at store dele af Bestsellers forretning vil være flyttet til platformen indenfor et år.
Kilde: Business.dk