Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Nyt Costume-site vil fremme afslappet tilgang til sundhed

Med udvidelsen af deres webunivers ønsker magasinet at sætte fokus på sundhed og træning uden at befordre et urealistisk ideal.
Med udvidelsen af deres webunivers ønsker magasinet at sætte fokus på sundhed og træning uden at befordre et urealistisk ideal.

Blomkålssalat, grøntsagsjuices og træningstendenser plejer traditionelt set at være forbeholdt de sidste sider i modemagasiner. Men læserne vil have sved på panden og lave sund mad. Derfor lancerer magasinet Costume et nyt website under navnet Costume Fit. Det skal rette opmærksomhed mod en sund livsstil uden at dyrke det overdrevene, fortæller digital modechef Camille Berner.

”Vi kan se, at der er en efterspørgsel efter det clean og sunde. Hidtil har vi måske været bange for at røre ved emnerne, fordi vi gerne vil promovere et sundt image, som ikke bliver hysterisk,” siger Camille Berner til Fashion Forum.

Fitness er en naturlig forlængelse af mode

Sitet vil dagligt blive opdateret med alt fra fitness-tips til træningstøj leveret af et relevant hold af bidragsydere samlet af Costume. Sitet har ifølge redaktionen været en naturlig forlængelse af magasinets webunivers.

”Vi ønsker at skabe et univers, der favner de forskellige aspekter af kvinder. Bare fordi man interesserer sig for mode, betyder det ikke, at man ikke også interesserer sig for andre ting,” fortæller Camille Berner til Fashion Forum.

I efteråret blev Costume.dk relanceret og har efterfølgende udvidet med Costume Beauty og Costume Living. Siden relanceringen er trafikken til Costumes site steget med 20 procent og med tilføjelsen af Costume Fit, forventer Benjamin Media en tilsvarende stigning.