Mistanke om millionunderslæb på Kunstakademiet



En regnskabsmedarbejder er blevet bortvist fra skolen og politianmeldt mistænkt for at have overført 3,2 millioner kroner fra skolen til sin private konto.
08.04.2015 ∙ af Angela Brink
Foto: En regnskabsmedarbejder på Kunstakademiet synes at have været vel kreativ i bogføringen på skolen og er nu under mistanke for underslæb for 3,2 millioner kroner (kadk.dk).

Da de ansatte på Det Kongelige Danske Kunstakademi Arkitekt-, Design-, og Konservatorskolen mødte ind på arbejde før påske, var det til en trist meddelelse: En centralt placeret regnskabsmedarbejder var blevet bortvist fra skolen og meldt til politiet – mistænkt for underslæb i millionklassen.

”Det er klart, at vi har vurderet, at der var tale om en så kraftig mistanke, at vi har grebet til det her drastiske skridt at politianmelde pågældende medarbejder,” siger prorektor på skolen Svend Lawaetz til Fashion Forum.

Personalesag med statslig høring, politisag og intern undersøgelse

Skolen har i åbenhedens navn valgt at fortælle om sagen internt. Dermed har man vidst, at der var en sandsynlighed for, at sagen også ville komme den bredere offentlighed for øre, siger Svend Lawaetz. Men da der er tale om en personalesag med statslig høringspligt, en politisag og en intern undersøgelse, hvor revisionfirmaet PriceWaterhouseCoopers er i færd med at kigge mistankerne efter i sømmene, kan Svend Lawaetz ikke knytte yderligere kommentarer til sagen, før revisorerne er færdige. Det forventer prorektoren, at de vil være om et par uger.

”Der er her tale om en sag, der både er en personalesag og en politisag. Derfor kan jeg ikke udtale mig om den endnu. Men jeg kan godt bekræfte, at sagen findes,” siger Svend Lawaetz til Fashion Forum.

Ifølge orienteringen til medarbejderne er økonomimedarbejderen under mistanke for systematisk at have overført penge til private konti. Beløbet frygtes at være i størrelsesordenen 3,2 millioner kroner og den ureglementerede adfærd menes at have fundet sted fra 2008 fra før fusionen mellem Arkitektskolen, Designskolen og Konservatorskolen, der skete i 2011.