Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Navne

Her er de nominerede til Elle Style Awards

Fashion Forum er med til at løfte sløret for, hvem der er i opløbet til at vinde de eftertragtede priser.
Fashion Forum er med til at løfte sløret for, hvem der er i opløbet til at vinde de eftertragtede priser.

Fashion Forum kan her offentliggøre listen over de nominerede i år til Elle Style Awards.

Elle Style Awards, der er en af Danmarks største prisoverrækkelser i modebranchen, løber af stablen den 4. maj.

Ud over den samlede liste, der i disse minutter offentliggøres på elle.dk, har Fashion Forum talt med tre af de modemennesker, der er med i opløbet til at hjemtage en af de eftertragtede priser i kategorierne “Årets modeformidler,” “Årets CSR-pris” og “Årets brand”.

Årets modeformidler

“Årets modeformidler” er en helt ny priskategori. Ifølge Elle dækker prisen over en person, hvis karriere kredser om at fortælle om dansk mode, hvad end det er på skrift, i tale, gennem billeder, på print, digitalt, ved foredrag eller events, der kræver personlig tilstedeværelse.

De tre nominerede i kategorien er:
Chris Pedersen
Uffe Buchard
Elsebeth Mouritzen

Chris Pedersen er tidligere redaktionschef på Cover, chefredaktør på Cover Man og arbejder nu som TV-vært og tilrettelægger på DR K. Han er begejstret over den anerkendelse, nomineringen viser ham.

“Det er jo helt vildt dejligt at få sådan en nominering og især på et tidspunkt, hvor ens karriere går rigtig godt. Jeg synes, det er rart at blive nomineret, fordi folk kan lide det, jeg har lavet. Jeg har min egen måde at formidle på og min egen stemme, og det er dejligt, at folk sætter pris på det,” fortæller han til Fashion Forum.

Årets designer

Årets designer går til et mærke, som har et tydeligt design-dna som følger designeren uanset modehus og som er trendsættende men samtidig har en forståelse for den kommercielle side af design.

De nominerede er:
Lene Borggaard, Bruuns Bazar
Freya Dalsjö
Rikke Baumgarten og Helle Hestehave

Om nomineringen til årets designer siger Freya Dalsjö til Fashion Forum:

“Jeg er meget stolt af nomineringen som ‘Årets designer’. Jeg ser det samtidig som en hyldest til den niche i modebranchen, som jeg repræsenterer, hvor drivkraften er en altoverskyggende kærlighed til at flytte grænser og udfordre opfattelsen af, hvad der er æstetisk smukt.

Årets CSR-pris

Årets CSR-pris går til en virksomhed, der arbejder med eller skaber opmærksomhed omkring bæredygtighed, økologi og/eller social ansvarlighed på en sådan måde, at de formår at nå ud til den danske modeforbruger og bevidstgøre hende om, at vi har et valg.

De tre nominerede virksomheder i kategorien er:
Fonnesbech
Aiayu
H&M Conscious

Om nomineringen til årets CSR-pris siger Aiayu-partner Marie Worsaae til Fashion Forum:

“For os betyder det en anerkendelse af det stykke arbejde, vi lever og ånder for, og som er Aiayu. Vi har valgt en meget kompromisløs vej med Aiayu, både i den måde vi fremstiller, designer, sælger og arbejder med vores brand. En nominering giver en fornyet energi og følelse af, at branchen også ser det.”

Årets brand

“Årets brand” fokuserer på et succesfuldt modebrand – kommercielt og med plus på bundlinjen – der har et genkendeligt univers qua kampagner, ambassadører og butikker og som også har et kontinuerligt godt udvalg af produkter.

De tre nominerede brands:
Mads Nørgaard Copenhagen
Nué Group
Julie Fagerholt Heartmade

Heartmade blev stiftet i 1998 og har siden vundet Alt for Damernes Guldknap to gange. Det gør dog ikke glæden over nomineringen til Elle Style Awards som årets brand mindre:

“Vi er meget stolte og beærede over at være nomineret som Årets Brand ved Elle Style Awards og glade for at komme i betragtning i denne kategori,” fortæller Julie Fagerholt til Fashion Forum.

Se listen over alle de nominerede til Elle Style Awards 2015 på elle.dk her.

Artiklen er opdateret klokken 14.20 med kommentar fra Freya Dalsjö om hendes nominering i kategorien Årets designer.