Administrerende direktør for Kopenhagen Fur Torben Nielsen har ønsket at fratræde sin stilling senest ved udgangen af 2016. I den forbindelse har bestyrelsen fra 1. april 2015 udnævnt Kenneth Loberg til viceadministrerende direktør.

Kenneth Loberg har siden 2010 været først salgsdirektør og siden også ansvarlig for marketing og forretningsudvikling hos Kopenhagen Fur. Den nye viceadministrerende direktør er uddannet ingenør og MBA og har tidligere været administrerende direktør i Skako A/S.

Kopenhagen Fur har desuden taget konsekvensen af den stigende vigtighed af erhvervsrelationer til det omgivende samfund og har besluttet at udnævne Sander Jacobsen til direktør for public affairs. Det omfatter kommunikation, erhvervspolitik, myndighedskontakt, samt erhvervets interessevaretagagelse i brancheorganisationer. Det skriver Kopenhagen Fur.

Sander Jacobsen har siden 2000 været kommunikationschef i Kopenhagen Fur, og har tidligere arbejdet hos Venstre, i Nordea-koncernen og Lokale Pengeinstituttets forening.

Kopenhagen Fur er verdens største pelsauktionshus med en omsætning på 13,4 milliarder kroner i 2012/1013. Auktionshuset i Glostrup har omkring 400 medarbejdere ifølge fagbladet 3F. Under minkauktionen i januar 2015 nåede minkprisen nye højder, med en stigning på 11 procent. Auktionsomsætningen var på 2,6 milliarder kroner.