Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Bæredygtighed, Indland

Svensk designer laver ’sæsonløst’ tøj af ukrudt

Den svenske designer Nygårds Anna, med brand af samme navn – Nygårdsanna – har høje standarder, når det kommer til bæredygtighed. Det betyder, at materialerne blandt andet er baseret på ukrudtsplanter.
Den svenske designer Nygårds Anna, med brand af samme navn – Nygårdsanna – har høje standarder, når det kommer til bæredygtighed. Det betyder, at materialerne blandt andet er baseret på ukrudtsplanter.

For dametøjsmærket Nygårdsanna handler det ikke bare om svensk design, men idéen om at skabe et brand, der fremmer bæredygtighed på samtlige parametre. Der bliver derfor gjort brug af alternative materialer for gøre produktionsprocessen mere miljøvenlig og samtidig skabe et designudtryk, der holder flere sæsoner.

”Udover kun at bruge uld til strikvarer, bruger vi alternative materialer som ukrudtsplanten, ramie, i stedet for hør samt linned i stedet for bomuld i jeans. Ved at bruge ramie giver vi tøjet en længere levetid gennem ukrudtets slidstyrke, mens vi ved at bruge linned til jeans undgår et stort vandspild,” siger grundlægger og designer Nygårds Anna til Fashion Forum.

Tøj skal være langtidsholdbart

Foruden at være bevidst om sit materialevalg er Nygårdsanna også bygget op omkring en designfilosofi, der tilstræber langtidsholdbarhed.

”Jeg vil have at mit tøj skal bruges, slides og gerne lappes sammen igen for ikke at gå til spilde. Tøj skal være langtidsholdbart, og derfor skal det heller ikke være irrelevant efter én sæson. Derfor gør jeg meget ud af at designe tøj, der passer med tidligere sæsoner og på den måde forbliver relevant i garderoben,” siger Nygårds Anna.

Svenske Nygårdsanna bliver produceret på fabrikker i både Estland og Letland.