Modström åbner i Frederiksberg Centret
Centerets nye udvikling og butikkens indretning skal give kunderne en unik oplevelse, fortæller tøjvirksomheden.Modström slår sidst i marts dørene op til deres nyeste butik, der er placeret på Frederiksberg Centrets nyrenoverede tredje sal. Tøjvirksomheden får selskab af 24 andre brands på etagen, som bringer den helt rigtige atmosfære til butikken, forklarer Caspar Thomsen, partner i virksomheden:
“Vi valgte at blive en del af FRB C, da det er et nyt område for Modström, og vi mener, at området er i en rigtig spændende udvikling. FRB C giver med sit nye 3. plan shopperen en helt ny oplevelse og skaber netop den stemning og atmosfære for kunden, som vi hos Modström sigter efter,” siger han.
Og stemingen er der i høj grad tænkt over, lyder det fra mærket. Marmor, rå strukturer og skarpe linjer danner rammerne om butiksrummet, hvor disken er placeret i midten. En helt særlig detalje, der skal bringe personale og kunder tættere sammen i et åbent, dynamisk lokale.
Åbningen af butikken finder sted torsdag den 26. marts klokken 10-22 i Frederiksberg Centeret.