By Malene Birger lander Intermixonline.com
Som en del af deres amerikanske vækststrategi har By Malene Birger indgået et samarbejde med en af de største webshops i USA.By Malene Birger kan nu findes blandt nogle af verdens største modebrands i den populære amerikanske webshop Intermixonline.com. Ifølge By Malene Birgers administrerende direktør Charlotte Egelund er den nye salgskanal et led i strategien om at være repræsenteret i de bedste butikker i Nordamerika.
”Vi har været i USA i et stykke tid via vores distributørpartnere, og vi arbejder kontant og kontinuerligt på at udvide vores tilstedeværelse gennem repræsentation i landets bedste butikker – både offline og online. Det var derfor et naturligt valg at starte et samarbejde op med Intermixonline.com, da de er en af de største digitale salgskanaler i USA og samtidig har et brandkoncept, der korresponderer med dét By Malene Birger står for,” siger Charlotte Egelund til Fashion Forum.
Intermixonline.com blev grundlagt i New York i 1993, og blev i 2006 købt af Gap Inc. Webshoppen sælger blandt andet Chloé, Iró, Helmut Lang og Proenza Schouler.