Pressenævnet kritiserer Berlingske i besøgstals-sag

Danish Fashion Institute (DAFI) klagede i december til Pressenævnet over en artikelrække i Berlingske Tidende om modeugens besøgstal, og Pressenævnet rejser nu kritik af Berlingske Tidendes dækning i sin kendelse.
20.02.2015 ∙ af Redaktionen
Foto: Affotografering af Berlingske Tidende den 20. februar 2015 samt screendump fra business.dk 19. februar 2015.

I efteråret bragte Berlingske en problematiserende artikelrække om modeugens besøgstal. I artikelrækken stod der blandt andet, at Danish Fashion Institute (DAFI) har været med til at ”pumpe” besøgstallene. Det skulle – ifølge Berlingskes artikelrække – blandt andet være sket i ansøgninger om offentlig støtte.

Da anklagerne og antydningerne i artikelrækken ikke havde noget på sig, tog DAFI det dybt alvorligt. Organisationen mente ikke, at sagen var blevet fremstillet objektivt, korrekt eller fyldestgørende.

DAFI valgte derfor at gå til Pressenævnet med en klage om overtrædelse af god presseskik. Der er nu faldet kendelse i sagen, og Pressenævnet rejser kritik af Berlingske.

Pressenævnet: Berlingske har handlet illoyalt

Pressenævnet fremhæver, at Berlingske har handlet illoyalt ved bevidst at bortredigere en essentiel del af en vigtig udtalelse af Eva Kruse samt fordreje et citat. Derudover bemærker Pressenævnet i kendelsen, at der i en række tilfælde gennem artikelrækken har været uheldige vinklinger og formuleringer samt begrebsforvirring.

Nævnet pålægger Berlingske at bringe meddelelse

Som konsekvens af kendelsen er Berlingske blevet pålagt at offentliggøre følgende meddelelse:

”I Berlingske Business’ artikel ”Modeboss klar til at ændre ansøgning om støtte” udtalte chefen for Danish Fashion Institute, Eva Kruse, at man på nuværende tidspunkt ikke havde tænkt sig at ændre ansøgningen.

Pressenævnet kritiserer Berlingske for at fordreje et citat i overskriften. Endvidere fjernede Berlingske en helt central del af Eva Kruses udtalelse, hvilket Pressenævnet kalder illoyalt.”

Du kan læse hele kendelsen ved at trykke HER.

Berlingske Tidende har bragt meddelelsen i dagens trykte avis. Den er at finde allernederst på side to i avisens Business sektion. Der ud over bragte Berlingske Tidende meddelelsen på sit website. Du kan se meddelelsen ved at trykke HER.