Ingen udsigt til forbrugsrus trods bedring i økonomien
En høj forbrugertillid sammen med historisk lav rente, stigende boligpriser, fravær af prisstigninger og øget beskæftigelse peger på, at forbruget i 2015 vil komme ud af dødvandet. Men vi skal ikke forvente forbrugsfest.Forbrugertilliden steg en smule, men statistisk set uændret i februar, viser dagens tal fra Danmarks statistik. Niveauet er derfor fortsat forholdsvist højt på 9,1 og markant højere end på samme tid i 2014.
”Høj forbrugertillid har tidligere været tegn på øget forbrug, og den høje forbrugertillid er derfor en indikation på at forbrugerne i hvert fald opretholder og måske endda øger køb af varer og services. Forbrugernes optimisme er jo først samfundsøkonomisk gavnlig, hvis den medfører at danskerne reelt går ud og bruger nogle flere penge,” siger økonom Mira Lie Nielsen fra Dansk Erhverv i en pressemeddelse.
”Forbrugertilliden har dog været højt længe uden at have medført nogen nævneværdig stigning i privatforbruget, og derfor har vi behov for at se de hårde fakta for privatforbrug og detailsalget, før vi kan sige om det billede er ved at ændre sig,” siger Mira Lie Nielsen.
”Der er dog flere ting, som peger i retning af, at forbruget i 2015 rent faktisk vil løfte sig ud af dødvandet. Historisk lav rente på fastforrentede lån, stigende boligpriser, øget beskæftigelse og ikke mindst fraværet af prisstigninger, der sikrer lønfremgang, betyder, at mange danskere har fået flere penge mellem hænderne og dermed øgede forbrugsmuligheder. Dog skal vi ikke forvente en forbrugerrus – forbrugerne vil stadig være varsomme,” siger Mira Lie Nielsen.