Fra stylistassistent i modeverdenen til account manager og vigtig del af det kreative team hos verdens største PR – og kommunikationsbureau Hill+Knowlton Strategies. Inklusiv stop hos blandt andre Alt for Damerne, Elle og Noise PR. 26-årige Sara Rosa Opperman er beviset på, at man ikke behøver en lang, tung uddannelse for at få drømmejobbet. Og at modebranchen åbner mange døre.

”Jeg oplevede, at modebranchen, reklamebranchen og kommunikationsbranchen voksede mere og mere sammen. Kommunikationsbureauerne efterspurgte pludselig personer med erfaring fra modeverdenen,” fortæller Sara Rosa Oppermann til Fashion Forum.

Tog chancen og skiftede branche

Med en kun et-årig reklameuddannelse i baghånden er hun ikke det klassiske eksempel på en kommunikationsmedarbejder. Men det hindrede ikke Sara, og da hun som 25-årig havde tilbragt syv år i samme branche, greb hun muligheden for et skift.

”Jeg tænkte, at Hill+Knowlton Strategies havde brug for en som mig, så kontaktede bureauet uopfordret. Man skal ikke begrænse sig men hele tiden arbejde i nuet og gøre sit bedste,” fortæller Sara, der efterfølgende blev kaldt til samtale og fik jobbet hos det anerkendte bureau.

Blander business og kreativitet

I jobbet som account manager og kreativ er Sara Rosa Oppermann hovedansvarlig for firmaets største kunder, der blandt andet tæller LG Electronics, Wella og Braun (Procter & Gamble). Desuden sidder hun i et pitch-team, der udvikler reklamekampagner. Hver dag bruger hun sine erfaringer fra modebranchen:

”Jeg kan trække på mit netværk og samarbejder, når mine kunder vil ramme en bestemt målgruppe. Jeg tænker kreativt på en anden måde, og jeg bidrager også med en salgsorienteret tankegang. Modebranchen er jo business,” siger hun.

Møder fordomme

Men selvom modebranchen er benhård, findes der stadig fordomme blandt bureauerne. Dem mødte Sara også i starten.

”Jeg har helt sikkert skulle bevise noget, fordi det ikke er alle, der forstår, at modebranchen er mere end bare at drikke champagne hele tiden. Jeg er lidt svær at putte i bås og skal derfor bevise lidt mere. Men det ser jeg bare som en positiv udfordring,” siger hun og konkluderer:

”Har man først arbejdet sig op i modebranchen, er man vant til at give den en skalle. Branchen har lært mig at ydmyghed og arbejdsomhed betaler sig. Jeg har ingen offentlige dokumenter at falde tilbage på. Til gengæld har jeg mine gode cases og personlige referencer, og det må i min optik være det bedste eksamensbevis man kan få.”

Sara Rosa Oppermann har været ansat i Hill+Knowlton Strategies siden januar sidste år.