Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Økonomi

Mindre tilbagegang hos IC Group

Omsætningen er i vækst, men på bundlinjen er der svag tilbagegang for koncernen bag Peak Performance, By Malene Birger og Tiger of Sweden.
Omsætningen er i vækst, men på bundlinjen er der svag tilbagegang for koncernen bag Peak Performance, By Malene Birger og Tiger of Sweden.

Tiger of Sweden er i fremgang, Peak Performance følger nogenlunde efter, mens der kun akkurat er vækst hos By Malene Birger.

Det viser IC Groups netop offentliggjorte regnskab for 1. halvår af koncernens forskudte regnskabsår.

Et halvår, der ifølge IC Group ”har været præget af et fortsat afdæmpet forbrug samt af vejrforhold, som både i Norden og i Øvrige Europa har været ugunstige for koncernens brands.”

LÆS OGSÅ: ”IC Group: Fyringer skal skærpe fokus på premium-forretningen”

I alt var omsætningen i 1. halvår 1,43 milliarder kroner, hvilket er en stigning på 3,3 procent sammenlignet med samme periode sidste år.

Resultatet af primær drift faldt med 4 millioner kroner til i alt 162 millioner kroner. Faldet skyldes ifølge IC Group engangsomkostninger på 12 millioner kroner til en mulig sag om indirekte skatter.

Tiger på spring

Kerneforretningen hos IC Group bliver udgjort af Peak Performance, By Malene Birger og Tiger of Sweden, og her var det sidstnævnte, der kom bedst ud af 1. halvår.

Omsætningen i Tiger of Sweden steg med 8,4 procent i perioden, og endte på 468,1 millioner kroner. Hos koncernens største brand Peak Performance steg omsætningen med 3,6 procent til 585,9 millioner kroner, mens By Malene Birger akkurat fortsatte væksten i omsætningen med en stigning på 0,4 procent til 160,5 millioner kroner.

Engros slår retail

Hos alle tre kernebrands viste halvåret en tendens til, at et styrket engrossalg i en vis udstrækning kompenserede for et svagere salg i retail.

Både By Malene Birger og Peak Performance oplevede decideret tilbagegang i retailkanalen, mens Tiger of Sweden havde moderat vækst i deres retailkanal.

LÆS OGSÅ: ”By Malene Birger: Ny titel og ny profil”

By Malene Birgers retailproblemer skyldes ifølge halvårsregnskabet e-commerce-delen. I webshoppen blev ”besøgstrafikken ikke i tilstrækkeligt omfang konverteret til salg,” skriver IC Group.

Designers Remix og Saint Tropez går tilbage

Designers Remix og Saint Tropez, der befinder sig uden for IC Groups såkaldte kerneforretning, havde det nok en gang svært.

Designers Remix kom ganske vist ud af halvåret med en mindre fremgang i omsætningen, men samlet set gik omsætningen hos de to brands tilbage med 5,2 procent.

Her landede den samlede omsætning for 1. halvår på 211,3 millioner kroner mod 222,9 millioner kroner i samme periode sidste år. Resultatet af primær drift for de to brands endte på 13 millioner kroner mod 17 millioner kroner i samme periode sidste år.