Retaildagen 2015: Lær at forstå mænd og kvinders shoppevaner
Retail Institute Scandinavia inviterer i februar måned til deres årlige konference, som i år belyser mænd og kvinders shoppevaner, og hvordan man som virksomhed kan drage nytte af denne viden.Flere forskellige personligheder er sat på talerstolen til at vinkle emnet FeMale Innovations – Forstå kvinder (og mænd) ud fra deres faglige viden. Dagens emne tager udgangspunkt i en forbrugeranalyse om mænd og kvinders shoppevaner udarbejdet af Retail Institute Scandinavia.
LÆS OGSÅ: “Zalando lancerer personlig stylist-service”
Cecilie Bahr, videnskonsulent hos Retail Institute Scandinavia, fortæller til Fashionforum, at konferencen tager udgangspunkt i analysen for at inspirere og informere virksomheder.
“Vi har valgt at bruge vores forbrugeranalyse som omdrejningspunkt for Retaildagens emne, da vi mener, at den kan have relevans for og inspirere virksomheders salgs- og forbruger strategi,” siger Cecilie Bahr.
Hun uddyber:
”Vi kan blandet andet se, at der er sket meget indenfor mænds forbrugsvaner, og måden de shopper på. Derfor har vi for eksempel valgt at hente Kasper Brandi Petersen ind som taler, da han har været med til at starte The Cloakroom op, som netop fokuserer på dette område.”
Forskellige fagvinkler
De andre talere på dagen vil ligeledes bidrage med viden på området fra hver deres relevante sektor. Blandt andet Stine Lomholt fra Anthon Berg om Brand activation, Peter Fabricius direktør i Magasin om Kvinden i fokus, Lauren Luxenberg fra Net-A-Porter om Social media og Gayatri Patel direktør for eBay om Mandlige og kvindelig forbrugere.
Derudover vil Dorte Wimmer fra Retail Insitute Scandinavia holde et oplæg, hvor hun uddyber deres forbrugeranalyse.
Det er første år, at konferencen går under navnet Retaildagen, men er et navn som vil blive brugt for fremtiden med et nyt undertema hvert år, forklarer Cecilie Bahr til Fashionforum.
Konferencen finder sted d. 26 februar på Arken i Ishøj. Tilmeldinger kan ske via konferencens hjemmeside.