Fashionforum har tidligere kunne beskrive, hvordan sælskindsmarkedet de senere år har oplevet et markant eksport fald. En ny artikel på Kopenhagen Fur’s hjemmeside kan nu tyde på en positivt drejning med et stigende salg af sælskind, og dermed en lysere fremtid for blandt andet den grønlandske fisker- og fangeorganisation.

LÆS OGSÅ: ”Grønlandsk sælskind lider stadig”

Det stigende salg af sælskind har kunnet mærkes i auktionssalen hos Kopenhagen Fur med flere faste købere af skindene. Dette forklarer Kasper Scott Reinbacher, auktionarius i Kopenhagen Fur, er grundet promoveringen af de bæredygtige metoder, som sælfangere benytter sig af.

”Der er langsomt flere og flere, der får øjnene op for fortællingen om det bæredygtige budskab. Når vi oplever flere faste købere i salen, er det en indikation på, at sælskind langsomt men sikkert bider sig fast i forbrugernes verden og dermed købernes”, siger Kasper Scott Reinbacher.

Ved sidste auktion blev samtlige udbudte naturel-skind solgt, hvorimod efterspørgslen på de farvede skind forholdt sig lavere. Her er der forsat et forbehold fra markedet, som Kasper Scott Reinbacher håber også vil ændre sig med tiden.

Salget af sæler foregik torsdag d. 8/1-15 med et stort og varieret udbud på i alt 21.485 skind, såvel naturel-skind som farvede skind.