Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Pilgrim blomsten får nye kronblade

Pilgrim smykker har formået at bevare deres dna i over 30 år, på trods af at deres signatur-bohemeblomst er blevet simplificeret i form af en skandinavisk make-over.
Pilgrim smykker har formået at bevare deres dna i over 30 år, på trods af at deres signatur-bohemeblomst er blevet simplificeret i form af en skandinavisk make-over.

Da Pilgrim ændrede deres visuelle udtryk og valgte at tage den stilrene tendens til sig, fik de deres trofaste kunder til at løfte øjenbrynet og stille spørgsmålstegn til årsagen. Dog er ændringen blevet accepteret og rost efter en tilvænningssproces, og et bredere og yngre publikum er nu også blevet bærere af Pilgrims smykker.

“Når man har været i branchen så længe som os, er det klart nødvendigt at udvikle sig over tiden, det er derfor også vigtigt for os, at skille os ud på et marked, som bliver mere kompetitativt, ved at understrege hvor vi kommer fra, gennem vores brand DNA. Vi hopper selvfølgelig ikke bare med på en tendens, fordi den er der, den skal tiltale os som brand, og passe til os og vores kunder. Vores rejse imod det Skandinaviske og mere enkle design og visuelle udtryk har været helt i tråd med både tiden, moden og vores brand,” siger Katrine Seifert Tiemroth, marketing og kommunikationsleder hos Pilgrim.

LÆS OGSÅ: “Danske smykker har gyldne tider i udlandet”

Mange forbinder Pilgrim med deres ikoniske boheme udtryk som for eksempel blomsten, der er gået igen i deres kollektioner. Katrine Seifert Tiemroth fortæller, at Pilgrim dna’en aldrig har været ude af billedet i deres smykkekollektioner, da de vedholder elementer fra tidligere kollektioner i den næste kollektion. Derudover sætter Pilgrim en ære i at fortælle en ny historie ved hver enkelt kollektion, hvilket bliver kollektionens røde tråd.

”Vi fokuserer altid på vores storyline, som er med til at bidrage til vores smykkers autenticitet. I dag er smykker meget mere end simple accessories. Smykker er til for at udtrykke personlig stil, hvilket i sær er kendetegnende for vores stærkeste målgruppe, de 18-34 årige. Vi er et fashion smykke brand, hvilket vil sige, at vi har mange kollektioner og tilpasser os tendenserne men beholder dog autenticiteten intakt, da smykkerne er designet og udviklet af designteamet, hvor de fleste har været med hele vejen gennem Pilgrims udvikling,” fortæller Katrine Seifert Tiemroth.

Desuden nævner Katrine Seifert Tiemroth, at der altid har været en kæmpe rummelighed på Pilgrim teamet, og selvom der har været mange forskellige designere ind over, er det stadig den samme kerne af mennesker, som er med til at bevare dynamikken og sammenholdet.

Pilgrim blev startet i 1983 af Annemette Markvad og Thomas Adamsen og leverer i dag seks årlige kollektioner til mere end halvtreds lande.