Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Økonomi

Miinto vækstede 300 procent i julen

Onlineportalen Miinto oplevede den hidtil største årlige vækst med deres julesalg. Baggrunden var et strategisk fokus på årets tre sidste måneder.
Onlineportalen Miinto oplevede den hidtil største årlige vækst med deres julesalg. Baggrunden var et strategisk fokus på årets tre sidste måneder.

Med knap 40 millioner besøg og en omsætning, der forventes at overstige 300 millioner kroner i 2014 placerer Miinto sig blandt de største modesites i Europa.

En stor del af omsætningen blev hentet under julesalget, som endte med at blive det klart største i Miintos historie. Ifølge Miintos adm. direktør Konrad Kierklo oplevede virksomheden en omsætningsvækst i julen på 300 procent sammenlignet med salget året før.

LÆS OGSÅ: ”Udsalgssucces giver nedbrud hos web-butikker”

December er traditionen tro en god måned for alle detailhandlende, men for Miinto har julemåneden og hele fjerde kvartal været et strategisk fokusområde året igennem.

”En væsentlig del af vores omsætning for året kommer historisk set i Q4, og vi besluttede fra årets begyndelse, at vi ville fiske, når der var flest fisk at fange. Det lyder måske banalt, men det har fungeret. Grundet det øgede tryk og synlighed i hele Q4 har vores december-kampagner også vist sig langt mere effektive end forventet,” siger Miintos adm. direktør Konrad Kierklo i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ: ”Miinto runder en omsætning på 250 mio. kr.”

Han er både glad og stolt over fremgangen, ikke mindst fordi det angiveligt er lykkedes Miinto at skabe vækst i omsætningen og samtidig holde bundlinjen intakt. Konrad Kierklo anlægger dog alligevel et ydmygt syn på fremtiden.

”Der er ingen tvivl om, at konkurrencen kun vedbliver med at være hårdere inden for vores branche, så vi er allerede videre og i fuld gang med at prøve at blive endnu bedre,” siger Miinto-direktøren.

Miinto har tilknyttet 1.500 fysiske modebutikker til deres onlineplatform på tværs af Skandinavien og Holland, og har mere end 100.000 produkter online.