Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Økonomi, Udland

Britisk stormagasin oplevede ny forbrugeradfærd i julehandlen

For første gang valgte et flertal af onlinekunderne hos John Lewis selv at hente deres køb i stormagasinet frem for at få dem leveret.
For første gang valgte et flertal af onlinekunderne hos John Lewis selv at hente deres køb i stormagasinet frem for at få dem leveret.

Storbritanniens største kæde af stormagasiner John Lewis oplevede fin fremgang i denne sæsons julehandel, hvilket ikke mindst skyldtes en stigning i omsætningen fra onlinesalg.

Og for første gang valgte størstedelen af onlinekunderne den såkaldte Click & Collect-model, og hentede dermed selv deres køb i John Lewis-stormagasinerne frem for at få varerne tilsendt. I alt 56 procent af onlinekunderne valgte denne form for online/offline-hybrid under julesalget.

LÆS OGSÅ: ”Selfridges kåret til verdens bedste stormagasin (igen-igen)”

I alt steg onlinesalget hos John Lewis med 19 procent sammenlignet med julesalget i 2013. Klik-kunderne stod i denne sæson for 36 procent af det samlede salg, og var dermed den vigtigste faktor i stormagasin-kædens samlede juleregnskab.

Under de fem ugers julehandel, der også inkluderer Black Friday i slutningen af november, omsatte John Lewis for 777 millioner britiske pund (cirka 7,4 milliarder kroner), hvilket er en stigning på 5,8 procent sammenlignet med salget året forinden.

”Dette år bekræftede julehandlens nye form med en tidlig top i slutningen af november, drevet af Black Friday, og sidste minuts-shopping,” siger John Lewis’ managing director Andy Street til Womens Wear Daily.

De øvrige stormagasiner på det britiske marked – som for eksempel Marks & Spencer og Selfridges – har endnu ikke offentliggjort deres salgstal for julen.