Nystartet konsulent: Branchen skal turde mere
Den tidligere Becksöndergaard-chef Lesia M. Zuk har startet det nyt bureau, som skal hjælpe modevirksomheder med brandudvikling og strategi.Lesia M. Zuk har arbejdet i mode- og livsstilsbranchen i 30 år, og bestredet en række nøglepositioner lige fra Becksöndergaard til Holmegaard, Noa Noa og Jackpot.
Nu har hun etableret sit eget bureau Brandpassion, hvor hun vil rådgive modevirksomheder, så de kan finde kernen, holde fast i den og få deres brand til at vokse.
”Mange virksomheder er startet med en entreprenør med en rigtig god idé, som så har knoklet i mange år. Så når de et punkt, hvor der til sidst er så mange nye produkter og underlinjer, at de er kommet væk fra kernen. Jeg går ind og kigger grundigt på virksomhedens kerne og forsøger så at redefinere den,” siger Lesia M. Zuk til FashionForum.
Hun fortæller, at hendes arbejde eksempelvis kan handle om kollektionsudvikling. Det kan være at skære darlings i kollektionen fra, hvis de ikke virker eller passer ind, eller hjælpe med at finde nye veje, hvis virksomheden føler sig låst fast i en bestemt designstil.
”Jeg interviewer som regel alle ansatte i virksomheden for at fornemme, hvad der fungerer, og hvordan det fungerer. Jeg ser på om virksomheden har de rigtige mennesker, i de rigtige grupper og i de rigtige funktioner – om man bruger folk rigtigt i virksomheden.”
Hellere konge på få markeder end ligegyldig på mange
Hendes baggrund i branchen har været hos en række – efter dansk målestok – store virksomheder, men i hendes arbejde med de mindre virksomheder er udfordringen ofte at blive mere internationale og at holde fokus.
”Man skal finde ud af, hvor man gerne vil være en af de store og så dyrke de markeder. Jeg mener, at man hellere skal vælge to lande, hvor man kan være konge i stedet for at være over det hele og alligevel ingen steder,” siger Lesia M. Zuk.
Hun kunne samtidig godt tænke sig at se lidt mere mod fra de danske modevirksomheder, når det gælder pris.
”Dansk design er så kendt og værdsat ude i verden, og der kunne jeg godt tænke mig, at der var flere, der turde drømme sig lidt større end de er. Det handler blandt andet om at turde udfordre priserne og lave de tæskelækre ting – for der er folk derude, der vil have dem.”