Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Navne

Dansk Supermarked opruster bestyrelsen med modeprofiler

Direktørerne for henholdsvis Puma og og online-modekoncernen Consortio skal fremover via bestyrelsen hjælpe med at ruste Dansk Supermarked til yderligere ekspansion i Europa.
Direktørerne for henholdsvis Puma og og online-modekoncernen Consortio skal fremover via bestyrelsen hjælpe med at ruste Dansk Supermarked til yderligere ekspansion i Europa.

Danmarks største detailhandelsvirksomhed, der står bag Føtex, Bilka, Netto og Salling har føjet tre nye ansigter til bestyrelsen.

Viden fra online-modekoncern

Fremover vil norske Bjørn Gulden, der er administrerende direktør for Puma, Marianne Kirkegaard, der er Senior Vice President i fødevarevirksomheden CSM Netherlands og svenske Freddy Sobin, der er administrerende direktør i online-modekoncernen Consortio være med til at fastlægge de langsigtede linjer i Dansk Supermarked.

”Ved at tilføje disse tre kompetente internationale profiler til vores bestyrelse har vi taget endnu et skridt i retning af at gøre Dansk Supermarked til en danskbaseret detailhandelsvirksomhed i den europæiske elite. Jeg byder de nye medlemmer velkommen,” siger Dansk Supermarkeds bestyrelsesformand Nils Smedegaard Andersen i en pressemeddelelse.

Baggrund i Pandora, Adidas og Puma

De nye medlemmer kommer fra hele Skandinavien og bidrager med viden og indsigt indenfor en række forskellige områder. Bjørn Gulden er i Danmark mest kendt for sin tid i smykkevirksomheden Pandora, hvor nordmanden var CEO frem til 2013, hvorefter han skiftede til Puma i Tyskland. Forud for dette har han en lang karriere hos andre velkendte internationale brands bag sig, herunder Adidas.

33 årige Freddy Sobin har været med til at gøre Consortio Fashion Group til en af de førende tøj- og modekonsortier indenfor distance- og e-handel i de nordiske og baltiske lande, Rusland samt Central- og Østeuropa.

Fremadrettet udgøres Dansk Supermarkeds bestyrelse af:

  • Nils Smedegaard Andersen (formand), CEO A.P. Møller-Mærsk
  • Jens Bjerg Sørensen, CEO Schouw & Co.
  • Marianne Kirkegaard, Senior Vice President CSM Netherlands
  • Bjørn Gulden, CEO PUMA Germany
  • Freddy Sobin, CEO Consortio Fashion Group

Samt medarbejderrepræsentanterne Margit Alexandra Sandersen og Kenneth Wedel.

Dansk Supermarked ejes af Salling-fondene (81 procent) og A.P. Møller-Mærsk (19 procent) og omsætter for cirka 57 milliarder kroner årligt.